Blog

Så er Teatermuseet i Hofteatrets nye særudstilling om Emilius Bærentzenen hængt op. Nu mangler kun lys og åbningsreception. Bærentzen var en af de store portrætkunstnere i guldalderens Danmark. Hans portrætter findes i dag rundt om i landet i museers samlinger, her iblandt Teatermuseets eget arkiv, institutioner, virksomheder og i private hjem. Med vores udstilling er en stor og væsentlig del af hans værker samlet for første gang i samme udstilling. Politikerne og bourgeoisiet spillede en central rolle i første del af 1800-tallets Danmark med henholdsvis deres politiske og økonomiske magt under enevælden og demokratiets fødsel midt i århundredet – og Bærentzen portrætterede dem i forbifarten. Men mere end nogen anden af guldalderens malere portrætterede han litteraturens og teatrets store personligheder. 

En af dem var Johanne Luise Heiberg, 1800-tallets superdiva og den helt førende skuespillerinde ved Det Kongelige Teater i årtier. Guldalderens berømte danske forfattere skrev teaterstykker med hende for øje. Johanne Louise Heiberg har holdt sit navn i live helt op i vores tid. Det har hun bl.a. fordi hun forstod at iscenesætte sig selv på og uden for scenen, og fordi hun var en eminent forfatter af sin egen selvbiografi – Et liv genoplevet i erindringen. Men hun lever også stadig i vores tid, fordi der er skrevet og spillet dramatik om hende, og fordi der blev udført en række enestående portrætter af hende. Bærentzen malede hende da hun var cirka 30 år gammel. Portrættet blev udstillet i 1842 på Charlottenborg og købt af ingen ringere end Bertel Thorvaldsen, da han så det i Bærentzens eget atelier. Sidste år udkom portrættet på frimærke – og nu kan det ses in real i Teatermuseet i Hofteatret, og på den bog, der følger udstillingen. 

Udstillingen er åbent for publikum fra 25. januar til 30. september 2014. » se mere her

Og ikke at forglemme: særudstillingen ledsages af en rigt udstyret bog inkl. katalog med samme titel som udstillingen: Emilius Bærentzen - en portrætkunstner i Guldalderens Danmark, red. af museumsinspektør Mikael Kristan Hansen. Bogen er anmeldt indgående på www.historie-online.dk af overinspektør ved VejleMuseerne-Kunstmuseet, mag. art. Nina Damsgaard. Hun skriver bl.a.: "I de fem essays i bogens første hoveddel repeteres en del ”kendt guldalderstof”, men læseren stifter først og fremmest bekendtskab med ny viden, der med udgangspunkt i Bærentzens interesse for litteraturens og teatrets verden, bidrager til at udvide guldalderbegrebet og forståelsen af Bærentzens samtid, [...] Bærentzen har givet os portrætter af tidens førende personligheder, så vi også ad den vej kan erindres om den politiske opbrudstid, hvis efterklange vi jævnligt bliver mindet om i nutidens diskussioner om ”nationalitet” og ”det nationale”. Og det tilmed i portrætmalerier, der iscenesætter den portrætterede, så nutidens ”selfies” virker uendeligt banale. Selvbevidstheden oser ud af Bærentzens selvportrætter [...]. Såvel de fem essays som katalogdelen udgør et sobert og solidt grundlag for det videre arbejde med Bærentzens værk. Bogen er faktisk så fyldestgørende, at der sikkert vil gå en rum tid, før andre forskere ser sig nødsaget til at supplere". » læs hele anmeldelsen her

Det er fantastisk, når teatret har både stedsans og situationsfornemmelse – både i forhold til det stof, man spiller på scenen og i forhold til det publikum, der sidder i salen. Det kan godt være at selve genren Teaterkoncert har gode kort på hånden i den sammenhæng, i hvert fald når det bygger kendte og af mange elskede sange. Og det er tilfældet i Nørrebro Teaters København, som netop har haft premiere. En superliga af nyere sange og klassikere fra revyviser til dansk pop, rock og rap. Og så måden, de gør det det på.

Jeg har set mange teaterkoncerter forvandlet ikke bare til gode versioner af gode sange, men scenespil, der lever og virker. Dr. Dantes Gasolin fra midt-1990'erne, Aarhus Teaters TV2 Teaterkoncert i 2006 osv., der kunne nævnes mange, også forestillinger af en mere skæv eller eksperimenterende karakter, som i sin tid Granhøj Dans' forestilling Larger than life, bygget på Thomas Helmigs sange, med Helmig selv som diskret medvirkende musiker. Og så dem om Nick Cave og Leonard Cohen, som folkene bag København tidligere har stået for. Og som altid: det står og falder med skuespillerne, sangerene og musikerne på scenen. 

Der er gennem de sidste 15-20 år vokset en helt ny, meget rummelig og vital genre op her, som er langt fra den moderne, medierende udgave af cabaret-formen, som også har haft sin plads i dansk teater gennem de sidste 50 år. Men samtidig trækker teaterkoncerten også på noget af den samme kunstneriske stedsans og situationsfornemmelse, som blev bygget op i cabaretens form dengang. Fx på CafeTeatret op gennem 1970'erne.

København er overstrømmende. Når man efter en teaterkoncert som denne sidder med den fornemmelse at man for alvor er 'kommet hjem' eller tilstede i de sange, den musik og det univers, de omfatter, så er alt vundet. Berlingskes Jakob Steen Olsen, fanger den på kornet i sin anmeldelse af København: Nu – nu! – med København føler han sig for alvor hjemme i den by, han flyttede til for 17 år siden » se anmeldelsen her

Jakob Steen Olsen kender Københavns sange, også de af ældre dato. Men den vigtigste prøve for en teaterkoncert som denne er nok den, som min ledsager udtrykte efter forestillingen: Selv om man ikke kender sangene og de sitautioner og sammenhænge, de handler om, så kommer man fuldt ud tilstede i dem gennem København.

Honnør!

I september 2013 var der træf i det smukke og velbevarede Estates Theatre midt i Prag, hvor scener til filmen Amadeus om Mozart blev optaget i sin tid. Her mødtes forskellige mennesker og visioner omkring fortællingen om de mange historiske teaterbygninger, der ligger spredt ud over hele Europa. Teaterbygninger, som alene ved deres tilstedeværelse viser lige ind i afgørende kapitler af den europæiske kulturs historiske udvikling i de seneste 400-500 år. 

I foreningen PERSPECTIV – Association of historic Theatres in Europe, som Teatermuseet i Hofteatret i København er en aktiv del af, har vi sat os for at gøre noget for at fortælle denne historie og simpelthen synliggøre de mange, over hundrede, ofte velbevarede men af og til også truede historiske teaterbygninger, der gemmer sig i alle hjørner af Europa. Det gør vi med udstillings- og formidlingsprojektet European Route of Historic Theatres, som er støttet af EU's kulturprogram. » se mere her

Det sker primært på to måder: Gennem en rejseudstilling, der vises i 2015-16 og kommer til Teatermuseet i København i maj 2015. Og ikke mindst gennem formidling og lancering en række indbyrdes forbundne kulturruter med fixpunkter i de teaterhistoriske bygninger i de forskelle dele af Europa.. » se mere om de europæiske kulturruter med teaterhistoriske bygninger her

Den rute, vi lancerede i Prag, er The Emperor Route, som med udgangspunkt i Estates Theatre trækker en rejselinje op gennem teaterhistoriske bygninger i det gamle Habsburgske monarki, da det nuværende Tjekkiet og Østrig hørte sammen herunder. » se mere her 

Teatermuseet i Hofteatret er naturligt nok placeret på The Nordic Route. » se mere her. Heller ikke i PERSPECTIVs præsentation af den nordiske rute er alle historiske teaterbygninger med. I Danmark findes en række teatre, både selvstændige bygninger og ofte glemte eller hengemte teatersale bygget ind større bygninger, som fx Odder Teatersal. » se mere her

Måske kan et stærkere og aktualiseret vidnesbyrd om de historiske teaterbygningers betydning for udviklingen af den europæiske kultur og teaterkunst samtidigt blive en øjenåbner for teaterkulturens betydning i samfundsudviklingen i det hele taget – herunder de mange store og stort anlagte nye teaterbygninger, der opføres i disse år i Danmark. » se mere her

For slet ikke at tale om al den teaterkunst, der til alle tider er blevet skabt i bygninger, der slet ikke er bygget til teater, og for helt at overse alt det teater, der foregår uden for bygninger og institutioner.