Tilbage til top

Åbent værksted i maj

FLERE BILLEDER

På udvalgte hverdage hen gennem maj kan du opleve noget helt enestående og magisk i Hofteatret, når Astrid Grinder-Hansen arbejder rundt om i huset med at foretage små farveafdækninger – Astrid skraber sig tilbage gennem 250 års interiørhistorie og det skal blive spændende at se, hvad væggene skjuler af farver bag farver og hvad de kan sige os om Hofteatret tilbage gennem tiden, måske helt tilbage til Hofteatrets åbning i 1767.

Astrid Grinder-Hansen har tidligere foretaget enkeltstående farveafdækninger på de gamle paneler i scenerummet til brug for scenograf Christian Tom-Petersens grundige forstudier til den uhyre detaljerige model af Hofteatret anno 1767. Modellen ses i det grønne rum bagest på balkonen.

Astrid vil arbejde rundt om i alle nicher og afkroge i Hofteatret – se om I kan finde hende og hør hende fortælle om det, hun nu er i gang med. Du kan møde Astrid, hvis du kan finde hende, på disse dage i maj måned:

•    Onsdag d. 2. maj
•    Fredag d. 4. maj 
•    Tirsdag d. 8. maj 
•    Onsdag d. 9. maj
•    Tirsdag d. 15. maj 
•    Fredag d. 18. maj
•    Onsdag d. 23. maj
•    Torsdag d. 24. maj 
•    Mandag d. 28. maj 
•    Tirsdag d. 29. maj 
•    Onsdag d. 30. maj

Astrids arbejde med farveafdækninger indgår i det store og mangeartede forberedelsesarbejde, der går forud for den omfattende istandsættelse og restaurering af Hofteatrets interiører, der udgør fundamentet i det store fondsfinansiererede projekt: Hofteatret – restaurering og formidling, som også samtidigt betyder, at Teatermuseets formidling og faciliteter får et løft, så de besøgende får et levende indblik i Hofteatrets og dansk  teaters historie – foran og bag scenen. » se mere her

Gennem hele 2018 og 2019 vil vi være igang med forskellige forberedelser til den istandsættelse, som dog først vil betyde en midlertidig lukning af Teatermuseet i Hofteatret i 2020-21, men som altså før det viser sig for øjnene af de besøgende i form af åbne værksteder, pop up-udstillinger mm (» se aktuel pop up-udstilling her). Så hen gennem hele 2018 og 2019 fortsætter vi således i vanlig stil med vores nye, faste åbningstider tirsdag-søndag kl. 12.00-16.00 og med udstillinger, arrangementer og andre aktiviteter. Undervejs anstrenger vi os for at vise jer, hvad vi gør, og ikke mindst hvilke enestående og magiske historier, der ligger gemt i Hofteatrets interiører og Teatermuseets samlinger – og som peger fremad mod det nye Hofteater, der vil genåbne istandsat og omhyggeligt og respektfuldt restaureret i 2022.