Tilbage til top

Basement

Fund og kuriositeter

FLERE BILLEDER

BASEMENT er fund og kuriositeter, sjældne genstande og skæve tings historier fra Teatermuseet i Hofteatrets 105 år gamle arkiver og samlinger. Hofteatret er nok Teatermuseets vigtigste ’udstillingsgenstand’. Men museet i sig selv er derudover fyldt til randen med arkiver og samlinger, der viser dansk teaters udvikling gennem 300 år: Manuskripter, foromtaler, instruktionshæfter, scenografi, kostumetegninger, kostumer, sko, parykker, rekvisitter, sminkeudstyr, personlige optegnelser, bøger, interiører, lysteknik, lydmaskiner og anden lydteknologi, billetter, programmer, plakater, publikumsfaciliteter, fotos, plader, dvd’er, videooptagelser, lydoptagelser, malerier, tegninger, bøger, anmeldelser og alskens kuriosa som medaljer, møbler og meget mere.

Samlingerne er også fyldt med fund og kuriositeter. Hver eneste lille genstand rummer historier, som viser teaterkunstens konstante beskæftigelse med verden uden for teatret. Samlinger er meget mere end samlinger.

Teatret er en levende kunstart, som oftest kun vises i dets afledte former på et museum. Alt det immaterielle ved spillet fra scenen – gestik, mimik, følelser – kan ofte kun repræsenteres ved de materielle ting, som spillet er baseret på, indeholder, medfører eller efterlader. Men alle disse materialer er fyldt med skjulte fortællinger, immateriel værdi og historisk atmosfære. Det skal blot frem og fortælles. Og det starter med at man griber ned i samlingerne og tager genstandene og materialerne frem. Så det gør vi med BASEMENT – fund og kuriositeter.

BASEMENT – fund og kuriositeter er kurateret af Chelina Spangenberg, som også har tilrettelagt udstillingens ophængning i og samspil med Hofteatrets gamle interiører i samarbejde med Per Romerdahl. Kom ind kig – sådan har du aldrig set fx Chr. 8's das før!

BASEMENT er en pop up-udstilling og et led i det store og mangeartede forberedelsesarbejde til det store fondsfinansiererede projekt: Hofteatret – restaurering og formidling, som bl.a. betyder, at Teatermuseets formidling og faciliteter får et løft, så de besøgende får et levende indblik i Hofteatrets og dansk  teaters historie – foran og bag scenen. For at kunne realisere det projekt, er vi igang med en altomgribende og total gennemgang af museets omfattende samlinger for at gøre dem klar til opmagssinering i en periode og ikke mindst gøre dem klar til at blive brugt på ny efter projektets færddigørelse. 

Gennem hele 2018 og 2019 vil vi være igang med forskellige forberedelser til den istandsættelse, som dog først vil betyde en midlertidig lukning af Teatermuseet i Hofteatret i 2020-21, men som altså før det viser sig for øjnene af de besøgende i form af åbne værksteder (» se mere om åbent værksted i maj 2018), pop up-udstillinger som BASEMENT mm. 

Så hen gennem hele 2018 og 2019 fortsætter vi således i vanlig stil med vores nye, faste åbningstider tirsdag-søndag kl. 12.00-16.00 og med udstillinger, arrangementer og andre aktiviteter. Undervejs anstrenger vi os for at vise jer, hvad vi gør, og ikke mindst hvilke enestående og magiske historier, der ligger gemt i Hofteatrets interiører og Teatermuseets samlinger – og som peger fremad mod det nye Hofteater, der vil genåbne istandsat og omhyggeligt og respektfuldt restaureret i 2022. » se mere her