Tilbage til top

Glemte steder og skjulte rum

Her få uger efter, at vi i Teatermuseet i Hofteatret har åbnet udstillingen Interiører og facader – danske teaterbygninger gennem 300 år med Kurt Rodahl Hoppes pragtfulde og atmosfærefyldte fotografier fra teaterbygninger over hele landet – ja, så drager vi til Østjylland for at videodokumentere en af landets måske mest gemte og glemte, men for så vidt velbevarede og fredede teatersale med fremtidspotentiale: Odder teatersal. Teatersalen ligger indesluttet på førstesalen i det gamle Centralhotel midt på torvet i Odder. Hotellet med det indbyggede teater blev bygget i 1908 og blev i årtier anvendt  til rejsende forestillinger som i sin tid romantiske syngestykker og senere Cirkus Reveuen, Liva Weel og senere igen i 50'erne besøg fra Bellevue teateret m.fl. .

Undervejs gennemgik det forskellige forandringer af andre hensyn end til teatersalen. I 1974 blev de første beboelseslejligheder indrettet på 4. sal i hotellet, og i 1977 blev restaurationen i hotellets stueetage indrettet til herretøjsforretning, som stadig findes. I 1993 blev hele Centralhotellet fredet. Planstyrelsen begrundede fredningen af det på det tidspunkt 85 år gamle hus med, at der ikke findes lignende eksempler på hoteller fra århundredeskiftet med så væsentlige islæt af kunstnerisk formgivne elementer og med så velbevaret en teatersal. I 1995 blev Centralhotellet sat til salg. I den forbindelse voksede den lokale interesse for, at Odder Kommune skulle overtage hotellet til kulturformål. Projektet fik dog ikke den tilstrækkelige tilslutning i byrådssalen. Én stemme afgjorde udfaldet. Siden har teatersalen stået ubrugt hen, som en fredning tænkt til forfald. Hvad det naturligvis ikke er. Og lokale kræfter med professionel erfaring i bygningsrestaurering og -fornyelse med kulturelt indhold fortsætter med at gøre deres for at bringe liv i den gamle teatersal. De vil i virkeligheden blot på nutidens præmisser skabe, hvad den oprindelige etablering af en fuldfed teatersal inde midt i Centralhotellet var et udtryk for for over 100 år siden: et levende kulturhus, hvor teaterkulturen var i centrum for forskellige former for livsstils- og kulturaktiviteter.

Sikke en historie! Den vil Teatermuseet i Hofteatret gerne fortælle og vise perspektiverne i.