Tilbage til top

Magt og afmagt

I disse uger sendes en ny række Gintberg på kanten på DR. Program nr. 3 handler om Folketinget og det hævdvundne danske demokratis højborg Christiansborg, og undtagelsesvist er Gintbergs show foran det udvalgte publikum fra arbejdspladsen Christianborg ikke optaget på stedet, altså på Christianborg, men i Teatermuseet i Hofteatret (se programmet her: http://www.dr.dk/tv/se/gintberg-pa-kanten/gintberg-pa-kanten-christiansb...). Det er der sådan set god mening i.

Det var her i Hofteatret, at Struense i de tidlige 1770'ere tog sine uformelle livtag med den danske – enevældige – samfundsorden (og med dronningen, siger nogen), og her han sammen med den politiske magtelite gik til maskerader. – Og det var her han festede sin sidste aften, før han senere samme nat blev anholdt og uforholdsmæssigt kort tid efter, sammen med Hofteatrets daværende direktør, blev ført til skafottet i Fælledparken og henrettet ved halshugning og håndafhuggelse i omvendt rækkefølge, for så at blive sat på hjul og stejle (NB. få meter fra hvor Teatermuseet i Hofteatrets nuværende direktør bor).

Struensee blev offer for sin egen magt og afmagt. Det samme kan til en vis grad siges om en hel politikere fra før og nu. Et af de mest markante eksempler fra de seneste årtier er den Jakob Haugaard, som samtidigt mere end mange andre meget mere magthavende politikere har udvist selverkendelse over magtens forhold til afmagten. Derfor glæder det os i Teatermuseet i Hofteatret, at Haugaard uselvisk og fuldtonet gav grønt lys til at vi måtte bruge hans skæbne som folkevalgt politker og billedet af ham, da han står på Folketingets talerstol for første gang nogensinde. Billedet indgår i udstillingen Holberg – til tiden, som åbner 8. maj (se http://teatermuseet.dk/content/holberg-til-tiden).

Centralt i Holberg – til tiden står ti lydtableauer, hvor historisk billed- og lydmateriale sættes ind i en moderne sammenhæng – og omvendt. I lydtableau nr. 8, Magt og afmagt, er flere af de af Holbergs komediefigurer som fx Herman von Bremen alias Den politiske Kandestøber, der kæmper med magtens dilemmaer og afmagtens kvaler, på besøg i Folketingssalen, da Jakob Haugaard holdt sin første tale fra Folketingets talerstol. Lige så chokerende det var for den politiske offentlighed, at en skælm og satiriker som Haugaard faktisk opnåede valg til Folketinget, lige så overrumplende blev den parlamentariske kultur for Haugaard selv. Haugaard anede det nok, da han i sin første tale citerede den kommunistiske arbejderdigter fra 1970’erne, Carl Scharnberg: ”Det nye sker, når den der altid er tiltænkt tilskuerens rolle begynder at blande sig”.

På Christina Ann Sydows billedcollage står en ligestillet, nemlig den politiske kandestøber, Herman von Bremen, nede i salen og lytter til Haugaard. Herman kæmper med sit eget ønske om at få politisk indflydelse og mod sin egen evne til at udøve den. Men han har som en anden Haugaard fra først til sidst en – ubrugelig – indsigt i magtens væsen: ”Den som ikke kan forstille sig, kan ikke regere”. Hans Sydow og Ulle Bjørn Bengtssons lydcollage komponerer hele siatuation frem simpelthen ved at bygge en sang med rap op af Holbergs regibemærkninger til Herman von Bremens tvivlsomme gøren og laden. Altså ikke hvad han siger (i form af replikker), men hvad han faktisk gør. Herman von Bremen manglede helt åbenlyst en spindoctor..