Tilbage til top

webtekst27

webtekst27 er som det giver sig selv den 27. i rækken af de webtekster, Teatermuseet i Hofteatret har publiceret siden starten for i disse dage (ultimo januar 2016) nu mere end fem år siden. Desto mere glædeligt er det, at forfatteren til webtekst27 er den samme som skrev webtekst1, nemlig John Chr. Jørgensen, og at han med webtekst 27 samler alle sine studier i Danmarks første stand up'er og skandalejournalist Gustav Esmanns journalistik, noveller og dramatik. Gustav Esmann: Journalisten, novellisten og dramatikeren er en lang og spændende beretning ikke bare om en enestående kulturpersonligheds liv og værk, men om en tid af en anden verden, et stykke broget dansk kulturhistorie.

» Hent webtekst27 her

Gustav Esmann (1860-1904) døde højdramatisk netop som han var brudt igennem som Danmarks første stand up'er på teatret lige ved Runddelen for enden af Frederiksberg Allé. Før det havde han haft et meget offentligt, intenst og spektakulært virke som novellist, som dramatiker, som teaterdirektør i en enkelt ”Kaos-Sæson”, som Politikens første – og katastrofale – redaktionssekretær, og ikke mindst som en højpotent og skandaleskabende journalist. 

John Chr. Jørgensen f. 1944 er dr.phil., tidligere lektor ved Københavns Universitet og redaktør ved Politiken og Ekstra Bladet. Han har udgivet en lang række bøger om kulturlitterære og kulturjournalistiske emner. Blandt de seneste er Kommer de som ven eller som interviewer? Interviewets historie i Danmark (2010) og Kate Fleron – Journalist og frihedskæmper (2015). Overalt kombinerer John Chr. Jørgensen de empiriske kildestudier i hengemte eller oversete kapitler af dansk kulturhistorie og detailsansen med den anskueliggørende og anekdotisk krydrede personfortælling.