Prins Hamlet
Projekt Prins Hamlet
Det er hverken for at være pedantisk eller gammeldags, at Teatermuseet i Hofteatret nu sender en række klassiske´og historiske projekter på nettet til fri downloading. Tværtimod.
Vi vil gerne give så mange som muligt blandt børn og unge mennesker lejlighed til at stifte bekendtskab med de store dramatiske værker og væsentlige nedslag i vor danske historie - med relation til Teatermuseet i Hofteatret.
Men det er et eksperiment, hvor vi krydser erfaringer fra almindelig teaterpraksis og dramalære med de nyeste krav fra skole- og fritidsundervisningen indenfor dansk, historie og drama.
Med dramatikeren Caspar Haarløvs humoristiske gennemskrivning er Shakespeares Hamlet blevet tilgængelig for børn og unge fra 10-14 år. Der er mere end 26 forskellige roller, nok til en hel klasse. Og den fortløbende historie er intakt.
Med de ekstra introduktionstekster om både Shakespeare, instruktion, kostumer m.m. håber vi, at Projekt Hamlet kan bruges både med og uden voksenvejledning.
Teatermuseet i Hofteatret er interesseret i at følge projektets brugbarhed. Derfor er I meget velkomne til at skrive til os med ris og ros, og vi er parate til at forbedre materialet. Samtidig vil museet også gøre opmærksom på, at museet på Christiansborg Ridebane 18 har en scene, en stor samling fotos, billeder og genstande samt masser af bøger med relation til dansk teater.
Meget af dette materiale vil snart kunne findes på nettet via teatermuseet.dk, mens noget af materialet, herunder bøger, fotos m.m. fortsat kun er tilgængeligt på museet.
Museet takker e-museum og Tuborgfondet for interesse og støtte.
God fornøjelse med Projekt Prins Hamlet.
Print