Tilbage til top

Blog

Teatret ind i tiden

I forestillingen De Stuerene, der er historien om Dansk Folkeparti og havde premiere 4. februar på Mungo Park Kolding, går en af replikkerne cirka sådan her: "kunst er blevet et blødende sår på demokratiet og den kan ikke rumme virkeligheden". Det er der heldigvis mange modbeviser på fra teatrets side i disse år. Det kan være, at teater om samtiden og samfundet her og nu ofte kalder sig noget andet, men at den slags teater er der og har været der længe – hvis ikke altid til skiftende tider og i skiftende forklædninger – er uomtvisteligt. Det gælder rundt om på landets scener, på landsdelsscenerne, på egnsteatrene, på de små storbyteatre, på scenerne under Københavns Teater og hele vejen ind på Det Kongelige Teater. 

Om det handler om krig, kønsroller, politiske forhold, magtmisbrug, familieforhold eller andre ting, der rummer tabuer og tendenser i samtiden – teatret kan om nogen opfange og udtrykke det. Fx det at Danmark i de snere år flere gange har deltaget aktivt i internationale krigshandlinger og stadig gør det. Det er trods den massive mediedækning ikke altid lige erkendt i offentligheden. Teatret har til gengæld fra første færd grebet det ømtålelige emne i flugten og igen og igen givet det tankevækkende kunstneriske udtryk i de seneste år. Netop Det Kongelige Teaters opførelse af dramatikeren Christian Lollike fra Teatret S/H og Det Kongelige Teaters eget huskompagni Corpus' I føling – en krigsballet er et aktuelt og markant eksempel på det. Det samme er efterfølgeren om den aktuelle flygtningekrise, asylballeten Uropa.

En slags samtidsteater er altså det, der handler om de store samfundsanliggender og deres konsekvenser for dagligdagen. En anden slags samtidsteater er det, der dramatiserer det nære livs psykologi og dets indvirken på de større sammenhænge i samfundet. Og så der sådan noget teater, som fx Mungo Park Kolding har gjort til et helt repertoire. Det er teater om relativt politisk initierede emner, der umiddelbart synes umulige at omsætte til teater og i hvert fald til andet og mere end sort-hvid meningsteater: fx Rindsalismen, Yahya Hassan, Folkeskolekolereformen og nu altså simpelthen et politisk parti, Dansk Folkeparti.

Henrik Lyding skrev i sin anmeldelse i Jyllandsposten: "Dette er en usædvanlig forestilling i det danske teaterlandskab, hvor rigtige meninger står som rejer i trængsel. Så ros til Mungo Park Kolding for at turde gå mod strømmen og med De stuerene tegne et vittigt og overrumplende portræt af såvel Dansk Folkeparti som dets mange godhjertede modstandere". Jakob Steen Olsen skrev i Berlingske: "Det fine ved Mungo Park Koldings forestilling er, at man kan læse sig selv ind i den, uanset hvor man måtte befinde sig på den politiske skala. Og, hvem ved, måske oven i købet tænke sig lidt om?"

Jeg så også premieren – og jeg havde Halfdan Rasmussen i hovedet, sådan her:

Dagen før premieren på De stuerene havde jeg holdt foredrag om Halfdan Rasmussen for en lille sal fyldt med kloge og hjerteglade seniorsygeplejersker i Hillerød. Torsdag aften sad jeg så blandt publikum i Mungo Park Kolding til premieren.

I Hillerød snakkede vi om Halfdans evne til gå ind i sin tid og udtrykke det tidløst vigtige om fx det at være ramt af en eller anden form for social udkantsliv. Jeg sagde til dem, at selv om jeg gik siger og skriver 50 m fra indgangen til Krudthuset, da det ulykkelige skete i februar 2015 (og fik et lille, men langtvarende chok på mine egne, familiens og omgivelsernes vegne), så blev jeg ved at vende tilbage til noget af det Halfdan skrev i 1949 om at være fattig arbejdsløs i 1930'erne, men som kan gælde så meget og mange, der føler sig isoleret, lver i en social eller økonomisk randzone og er holdt udenfor: "Det ville have været unaturligt, om han ikke var kommet i opposition til den verden, han levede i".

Her til premieren på De stuerene sad jeg og tænkte på det samme citat. Hvorfor? Fordi forestillingen balancerede det politiske udkantsliv i sjov og alvor mellem vredes- og vækstpunkter, som ikke er nogen fremmed. Humanismens bedrevidenhed fik en på hatten, humanismens nødvendighed blev antydet i samme dramaturgiske greb. Og kunsten det samme. En af mange stemmer, en af mange forskellige replikker var altså denne: 'kunsten er blevet et blødende sår på demokratiet, og den kan ikke rumme virkeligheden'. Hatten af for Mungo Park Kolding for hele tiden at gå ind i tiden, rumme virkeligheden og sætte den på scenen. 

Der er ikke noget nyt i, at teatret tager her-og-nu, altså samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og sætter dem på scenen, for at give dem dramatisk udtryk og vække til debat på andre vilkår end de støjfyldte, som den offentlige debat bygger på. Den slags kunstpraksis er virkelig virkelighedsopløftende.

PS. Der er heller ikke noget nyt i, at museumsverdenen tager samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og laver udstillinger om dem, der gerne må vække til debat. Det sker mere og mere i disse år, og det offentlige Danmark opfordrer i stigende grad til det. Hvor teatret måske kan siges at have mod til at fange nutiden på nutidens præmisser, da er det museets mulighed at give nutiden og teatrets nutid historisk perspektiv. Hvorfor? Vi bliver klogere på nutiden gennem historien, og vi forstår måske historien bedre på dens egne betingelser, hvis vi har noget i nutiden at sammenligne med og gå ud fra. 

Balsambøsse eller ballademager?

I dag lørdag 30. januar har Folketeatret i Nørregade i København premiere på en ny iscenesættelse af Holbergs Jean de France. For lidt mere end 60 år siden, i 1953, markerede Det Kongelige Teaters iscenesættelse af samme komedie et brud med den naturalistiske spilletradition, der efterhånden havde siddet godt og grundigt på teatrets Holbergforståelse i et halvt århundrede. Og det var selv Det Kongelige Teater ved at være grundigt træt af. Nu skulle der andre farceboller på scenen (farcespillet er faktisk indlejret i Holbergkomediens dramaturgiske historie, men det er ... en anden historie).

Det Kongelige Teaters iscenesættelse af Jean de France skulle vise sig at blive skelsættende og bane nye veje for de følgende årtiers Holberg-iscenesættelse. Men den dengang allerede anerkendte, stadig unge anmelder, Jens Kistrup, som ellers siden i lige så mange år fulgte teatrenes Holbergopførelser med kritisk empati og sund sans for overdrevets nødvendighed, var skal vi sige behersket i sin begejstring. Han var kritisk overfor det tiltagende ”Farce-Maskineri”, der nu tilsyneladende tog over efter den naturalistiske, mere neddæmpede og motiverede spillestil – også selv om det angik en komedie fra 1722, der handler en narrehat af selfie-fokuseret ung karrieremand, der kommer hjem med opstyltede moderne manerer og ganske har ”oublieret” sit danske ”dans Paris”:

[Man] ser ”Jean de France” som en Narrekomedie, en Farce med Løjer og Langkaal, drastiske knock about-Gags og snurrige Rokoko-Kruseduller. […] Komedien har ingen Mening – ingen anden end den: at more. […] Som Forestilling er denne Nyindstudering af ”Jean de France” altså en blandet Fornøjelse. Som folkelig Komedieaften gaar den direkte i Publikum. […] De store Numre omkring den forfranskede Skabekrukke Hans Frandsen var sat op med al mulig farcemæssig Applomb. Underligt stak disse haardt optrukne groteske Karikaturer nu og da af mod den kulturhistoriske Stil-Ramme, men morede sig gjorde man, fordi det saa øjensynligt morede Det Kgl.’s Skuespillere at give den jubilerende Baron Papnæse paa." » læs mere her om Kistrups Holberg-kritik i Teatermuseet i Hofteatrets webtekst20

Spændende at se, hvad Folketeatret har fået ud af Holbergs komedie » se teaser her

Jeg er sikker på det på sin egen måde bliver Holberg til tiden » se mere her om Teatermuseet i Hofteatrets udstilling fra 2014, Holberg til tiden, som her til foråret åbner på Holbergmuseet i Bergen

 

Klar, parat, viden

Parathumør og verdensvendt viden hænger sammen. Fantastisk at være kommet hjem efter at have deltaget i en branchekonference i Aarhus for museumsfolk – superarrangeret af Organisationen Danske Museer – om museets grund til at være og vilje til at møde verdens omkring sig, og så sætte sig og se endnu to af DR Ks mange initiativer til at forny vores fælles viden og måden, vi forstår den på – og måden, hvorpå vi bruger det gamle dannelsesmedie TV til det. Først starten på en ny serie om Fattigdommens historie, så endnu et program i DR Ks nye Historiequizzen. Og denne onsdag 11/3 fra og om Hofteatret (se teaser her: https://www.facebook.com/video.php?v=910275032356284&fref=nf).

Historiequizzen er i sit nye format tv-dramaturgisk nytænkt, dejligt lystfyldt, uprætentiøs og perspektivrig. Hvert program foregår et nyt sted, og quizzen er bygget op om historier fra dette sted, fx. Medicinsk Museion, Politimuseet, Sankt Petri Kirke og altså nu også Hofteatret. Historiequizzen rykker i de traditionelle forståelser af, hvad viden er, hvem der har autoritet til at bringe den videre til andre og hvordan.

Programmets dramaturgi er som de forskellige bolig- og typeprogrammer (Hammer-slag osv.), der fylder sendefladerne i disse år: to hold præsenteres scene for scene for det samme på skift og uden at være på samtidig. Der klippes altså konstant ud fra ét hensyn: programmets flow. Og det flow fastholdes af en engageret, sjov og skarp studievært, her Adrian Hughes. Han er ikke professionel historiker, men han er professionel tv-formidler og tilstedeværende vært (jeg mener faktisk han som en af de få rummer nogle af de højbårne kvaliteter, som Otto Leisner besad og som bringer ham i kontakt med dem han taler med, med det de taler om, og med seerne. 

De to hold består nok af historikere, men historikere med den almene interesse i at forstå og forklare. ’De står ikke og nørder med paratviden’, som en formidlingschef på et af landets større provinsmuseer, sagde til mig på konferencen i Aarhus, ’ og det er det der er så fedt!’. Nej, de gør noget, der er meget bedre – og i programmet om Hofteatret var de Cecilie Nielsen og Kåre Johannessen versus Trine Halle og Christian Donatzky – nemlig: de ræsonnerer sig frem til et svar (de skal vælge blandt tre), hvor de de ikke ved om det spørgsmål de stilles, spejles i det de ved om alt uden om spørgsmålet: tiden, den historiske sammenhæng osv. Det gør, at programmet lever op til den genrekategori, det placeres i i diverse tv-guides: underholdning, og det gør, at seerne selv kan tænke og gætte med uanset baggrund og forhåndsviden.

Pragtfuldt i netop dette program var det så, at der ind imellem blev klippet til halvtreds år gamle optagelser med Teatermuseet i Hofteatrets gamle og længstsiddende direktør, Robert Neiiendam. Han indtog i stemme og positur den gamle autoriative vidensformidlers rolle, men hvad fortalte han om? Han antropomorfiserede, gjorde han. Han menneskeliggjorde Hofteatrets interiører ved at fortælle om, hvad de havde oplevet gennem tiden. Ved at fortælle om historien på den måde, fik stedets ånd plads i historien. Præcis som den gør i Hughes’ Historiequiz.

Det fortæller os, at historien, indlevelsen i den og overleveringer af erfaringer om den ikke bare er paratviden og materialiserbare fakta, men også er bundet til det immaterielle og til oplevelsen. Og når det ene vender sig i retning af det andet det andet med glimt i øjet som i Historiequizzen, så går stedets ånd og programmets ånd i sync.

 

Aldrig før set og hørt

I starten af maj åbner Teatermuseet i Hofteatret en ny udstilling om Holberg – til tiden. Udstillingen kombinerer en mere traditionel og historisk billed- og tekstudstilling med en række nye lyd- og billedcollager, produceret af komponisten Hans Sydow, grafisk designer Christina Ann Sydow, skuespiller og sanger Ulle Bjørn Bengtsson, foruden musikerne Anne Eltard (violin), Toke Lund Christiansen (fløjte) og Peter Morrison (cello). I udstillingen indgår bl.a. også en en helt ny animationsfilm for børn og voksne, tegnet og skrevet af Boris Boll-Johansen, foruden billed- og lydcitater fra den hidtil nyeste Holberg-iscenesættelse, Folketeatrets Den Stundesløse fra dette forår. Til udstillingen hører en cd-bog baseret på udstillingens ti lyd- og billedcollager. Udstillingen åbnes med et – desværre forlængst udsolgt – helaftensarrangement om Holberg og 1814: To lande, én forfatter, som arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet Aarhus, Emdrup, Herning i anledning af 200-års markeringen af afslutningen på det dansk-norske dobbeltmonarki 1814.

Lige i dag, torsdag 3. april, er der gang i Holberg. Ikke bare her på Teatermuseet i Hofteatret, hvor museumsmedarbejder Per Romerdal producerer og monterer store talebobler med pragtfulde Holberg-citater. I Vita Park i Odder, sidder komponisten Hans Sydow og mixer lydsiden til udstillingens centrale del, ti lydbtableauer, som arkitekt og grafiker Christina Ann Sydow designer billedsiden til. Og i Bergen vandrer Boris Boll-Johansen rundt i Holbersg fodspor som led i produktionen af animationsfilmen for børn og voksne om Holberg til udstillingen. Storartet! Boll-Johansen rapporterer fra frontlinjen: "bergen. sandwich 149 NOK. men den smagte grotesk godt, og så er det ok .. indtog den sammen med espen fra skolemuseet (han fik sin egen). en del af den store holbergresearch. så ved I det. i dag skal jeg ud og trave i ludvig h.s fodspor. der er dog ingen, men sådan siger man. det er billedligt. og det regner altid i bergen? well, ikke alle de gange jeg har været her = 24 timer."

 

Sider

Abonnér på RSS - blogs