Tilbage til top

peters blog

På med portrættet

Så er Teatermuseet i Hofteatrets nye særudstilling om Emilius Bærentzenen hængt op. Nu mangler kun lys og åbningsreception. Bærentzen var en af de store portrætkunstnere i guldalderens Danmark. Hans portrætter findes i dag rundt om i landet i museers samlinger, her iblandt Teatermuseets eget arkiv, institutioner, virksomheder og i private hjem. Med vores udstilling er en stor og væsentlig del af hans værker samlet for første gang i samme udstilling. Politikerne og bourgeoisiet spillede en central rolle i første del af 1800-tallets Danmark med henholdsvis deres politiske og økonomiske magt under enevælden og demokratiets fødsel midt i århundredet – og Bærentzen portrætterede dem i forbifarten. Men mere end nogen anden af guldalderens malere portrætterede han litteraturens og teatrets store personligheder. 

En af dem var Johanne Luise Heiberg, 1800-tallets superdiva og den helt førende skuespillerinde ved Det Kongelige Teater i årtier. Guldalderens berømte danske forfattere skrev teaterstykker med hende for øje. Johanne Louise Heiberg har holdt sit navn i live helt op i vores tid. Det har hun bl.a. fordi hun forstod at iscenesætte sig selv på og uden for scenen, og fordi hun var en eminent forfatter af sin egen selvbiografi – Et liv genoplevet i erindringen. Men hun lever også stadig i vores tid, fordi der er skrevet og spillet dramatik om hende, og fordi der blev udført en række enestående portrætter af hende. Bærentzen malede hende da hun var cirka 30 år gammel. Portrættet blev udstillet i 1842 på Charlottenborg og købt af ingen ringere end Bertel Thorvaldsen, da han så det i Bærentzens eget atelier. Sidste år udkom portrættet på frimærke – og nu kan det ses in real i Teatermuseet i Hofteatret, og på den bog, der følger udstillingen. 

Udstillingen er åbent for publikum fra 25. januar til 30. september 2014. » se mere her

Og ikke at forglemme: særudstillingen ledsages af en rigt udstyret bog inkl. katalog med samme titel som udstillingen: Emilius Bærentzen - en portrætkunstner i Guldalderens Danmark, red. af museumsinspektør Mikael Kristan Hansen. Bogen er anmeldt indgående på www.historie-online.dk af overinspektør ved VejleMuseerne-Kunstmuseet, mag. art. Nina Damsgaard. Hun skriver bl.a.: "I de fem essays i bogens første hoveddel repeteres en del ”kendt guldalderstof”, men læseren stifter først og fremmest bekendtskab med ny viden, der med udgangspunkt i Bærentzens interesse for litteraturens og teatrets verden, bidrager til at udvide guldalderbegrebet og forståelsen af Bærentzens samtid, [...] Bærentzen har givet os portrætter af tidens førende personligheder, så vi også ad den vej kan erindres om den politiske opbrudstid, hvis efterklange vi jævnligt bliver mindet om i nutidens diskussioner om ”nationalitet” og ”det nationale”. Og det tilmed i portrætmalerier, der iscenesætter den portrætterede, så nutidens ”selfies” virker uendeligt banale. Selvbevidstheden oser ud af Bærentzens selvportrætter [...]. Såvel de fem essays som katalogdelen udgør et sobert og solidt grundlag for det videre arbejde med Bærentzens værk. Bogen er faktisk så fyldestgørende, at der sikkert vil gå en rum tid, før andre forskere ser sig nødsaget til at supplere". » læs hele anmeldelsen her

Glemslen erindret

'Memoria' er egentlig en betegnelse anvendt i den klassiske retorik for det gennem ord og tale at genkalde sig, huske, fastholde og give sprogligt udtryk for et eller andet forhold, en eller anden mere kompleks sammenhæng. Memoria er også en lille, meget smuk forestilling, opført af Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatret. Forestillingen turnerer i disse dage som markering af 70-året for jødernes flugt fra Danmark til Sverige i oktober 1943. Memoria blev først spillet i en engelsk version i Bielefeld, Tyskland, herefter gik turen til Snekkersten og Hornbæk. Før der sluttes i Halland denne weekend, opførtes Memoria i Teatermuseet i Hofteatret i aftes, fredag 4. oktober.

Publikum sad på scenen vendt ud mod Hofteatrets sal og dens helt specielle lysende mørke, der gav rum og ro til at opleve Else Marie Laukvik og Frans Winthers inciterende og afdæmpede spil. Memoria er en smuk dramatisk gestus, en poetisk genkaldelse af et historisk sammenbrud i civilsamfundets udvikling, af et civilisatorisk skisma uden lige: noget, der aldrig må glemmes og som alligevel skal glemmes for at kunne leve videre. En musikalsk, mumlende og magisk fremkaldelse af erindringens byrde. Den byrde, som bl.a. kulturpersonligheden og forfatteren Primo Levi, der havde overlevet opholdet i koncentrationslejren i Auschwitch, udtrykte så klarsynet i Hvis dette er et menneske og slæbte rundt på indtil han tog sit eget liv i 1987.

Gennem Else Marie Laukvik og Frans Winthers Memoria trænger i brudstykker og som glemselsreplikker digteren Paul Celans stærke Holocaust-digt, Todesfuge, skrevet efter hans hjemkomst fra en tysk fangelejr ved krigens afslutning i 1945 og publiceret i 1947: "Gryets sorte mælk vi drikker den om aftenen, (...) vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt..."  » Hør Todesfuge her i Celans egen gengivelse

 

 

Stedsans og situationsfornemmelse

Det er fantastisk, når teatret har både stedsans og situationsfornemmelse – både i forhold til det stof, man spiller på scenen og i forhold til det publikum, der sidder i salen. Det kan godt være at selve genren Teaterkoncert har gode kort på hånden i den sammenhæng, i hvert fald når det bygger kendte og af mange elskede sange. Og det er tilfældet i Nørrebro Teaters København, som netop har haft premiere. En superliga af nyere sange og klassikere fra revyviser til dansk pop, rock og rap. Og så måden, de gør det det på.

Jeg har set mange teaterkoncerter forvandlet ikke bare til gode versioner af gode sange, men scenespil, der lever og virker. Dr. Dantes Gasolin fra midt-1990'erne, Aarhus Teaters TV2 Teaterkoncert i 2006 osv., der kunne nævnes mange, også forestillinger af en mere skæv eller eksperimenterende karakter, som i sin tid Granhøj Dans' forestilling Larger than life, bygget på Thomas Helmigs sange, med Helmig selv som diskret medvirkende musiker. Og så dem om Nick Cave og Leonard Cohen, som folkene bag København tidligere har stået for. Og som altid: det står og falder med skuespillerne, sangerene og musikerne på scenen. 

Der er gennem de sidste 15-20 år vokset en helt ny, meget rummelig og vital genre op her, som er langt fra den moderne, medierende udgave af cabaret-formen, som også har haft sin plads i dansk teater gennem de sidste 50 år. Men samtidig trækker teaterkoncerten også på noget af den samme kunstneriske stedsans og situationsfornemmelse, som blev bygget op i cabaretens form dengang. Fx på CafeTeatret op gennem 1970'erne.

København er overstrømmende. Når man efter en teaterkoncert som denne sidder med den fornemmelse at man for alvor er 'kommet hjem' eller tilstede i de sange, den musik og det univers, de omfatter, så er alt vundet. Berlingskes Jakob Steen Olsen, fanger den på kornet i sin anmeldelse af København: Nu – nu! – med København føler han sig for alvor hjemme i den by, han flyttede til for 17 år siden » se anmeldelsen her

Jakob Steen Olsen kender Københavns sange, også de af ældre dato. Men den vigtigste prøve for en teaterkoncert som denne er nok den, som min ledsager udtrykte efter forestillingen: Selv om man ikke kender sangene og de sitautioner og sammenhænge, de handler om, så kommer man fuldt ud tilstede i dem gennem København.

Honnør!

Virkelig vidunderlig Valhal

Nu har jeg gennem flere år og flere steder i landet oplevet Sigurd Barrett optræde for børn og medfølgende voksne af mange slags. Og hver gang har der været musikalsk dril til børn og hints til voksne, som børnene forstod mere af end man måske lige skulle tro. Og godt for det. Det gør børn og voksne mere samstemte end de ofte er. Og vi har fulgt Sigurds pragtfulde programmer med Danmarks Radios symfoniorkester.Nu har vi så endelig fået chancen for at se familiemusicalen Valhalla på Folketeatret i København, efter at forestillingen tilbage i starten af 2013 spillede på turné. Med udgangspunkt i Peter Madsens og Henning Kures tegneserie, som mange børn kender. En fantastisk collage af tegneserieagtige sætstykker, rockshow, operaattitude, energi i spillet, alvor og spas, blide hymner og barske ballader. Sikke et godt mix af syngende skuespillere, Søren Glad og Peter Madsens scenografi, Bent Nørgaards dialog som både vover patos og taler jævnt og slapstick hvor det er på sin plads, Kasper Wiltons vitale instruktion og Sigurd Barretts musik. Musikalsk lune og dramatisk gehør. Simpelthen. Børnene helt optaget – også af hvad der er anderledes i forhold til den historie og de figurer, de kender, og det er et godt kendetegn for en sådan forestilling. Anbefales.

Sider

Abonnér på RSS - peters blog