En af de største idiosynkrater i dansk teaterkritik i nyere tid var utvivlsomt Jens Kistrup, der døde i begyndelsen af januar 2003. Men til forskel fra mange af tidens kulturelle meningsmagere og smagsdommere var hans engagement båret af historisk udsyn og præget af empati overfor nutiden, ikke mindst overfor det i den, der i grunden var ham fremmed. Måske derfor er hans kritiske artikler og essayistik, der ellers er bundet til og rundet af den ’døgnets rytme’, som er avisens, værd at læse igen og igen og holde op mod aktuelle iscenesættelser af de stykker, som Kistrup skrev om.
Her for nylig spilledes Shakespeares samlede værker – 37 stykker på lige omkring 97 minutter på Bellevue Teatret. Og Folketeatret har netop afsluttet opførelsen af Tennessee Williams’ Glasmenageriet. Shakespeare og Williams er bare to af den lange række, som Kistrup skrev om i føljetonen De store dramatikere i Berlingske hen over sommeren 1998. Føljetonen på i alt 11 artikler, publiceret én for én hver lørdag, publicerer nu for første gang samlet som et appendix til Teatermuseet i Hofteatrets webtekst19. webtekst19 er Knud Arne Jürgensens indgående essay om Kistrups i sig selv indgående og livslange beskæftigelse med netop Shakespeares dramatik: Kistrup: Shakespeare –og Hamlet. » hent webtekst19 her
Som teaterkritiker var Kistrup efter min mening på beundringsværdig idiosynkratisk højde med et teater, der var stadig yngre end ham selv (jo yngre jo bedre, faktisk). Han evnede at sprogliggøre og stilisere de fænomener, han ikke forstod eller fandt ubehagelige i teatret, på en måde så de kritiske punkter i dét, han ikke forstod, netop derved blev synlige for læseren. Og det bringer ham på mere end højde med de kritiker-forgængere, han selv har skrevet om og beundrer: Hans Brix og Frederik Schyberg. Det har han unævnelig stor ære af.
Kistrup sad jo ellers i hvad han selv kaldte et æreløst erhverv – og det vidste han godt. Det er kritikerens smertepunkt og drivkraft i en og samme erfaring. Kistrup reagerede pr. instinkt stik modsat af det, Schyberg frygtede for sig selv med et citat af Bournonville: at kritikerrollen ville forhærde hjertet og bringe ”til at betragte med Kulde, hvad der er skabt med Varme”. Kistrup – miniaturens store mand i idiosynkrasiens frugtbart snævre format.
”Overreagerer jeg?” skrev Kistrup i en anmeldelse af en af de markante forestillinger, Dr. Dante: ”Ganske givet. Men jeg kan ikke komme bort fra, at der [..] er nogle fascistoide understrømme, man må reagere imod: En foragt for svagheden og en dyrkelse af styrken, som repræsenterer noget af det værste i 1900-tallet og dets kunst". Kistrup ramte lige ind i noget symptomatisk ved det komisk funderede teater, Dr. Dante stod for. Kistrups anmeldelse angik Dr. Dantes radikale teaterkoncert “Ned på jorden”. Kistrup havde fulgt Dr. Dante på tæt hold gennem alle år. Og han lagde ikke fingre imellem. Tydeligt imponeret over deres professionalisme, hetzede han dem for deres tendenser. Han holdt deres idiosynkrasi op mod sin egen, og med den pen han førte, har det slået gnister og afkastet debat af en art, man sjældent hører indenfor dansk teater. Det lader sig læse i bl.a. artikelsamlingen Med det hele. Udvalgte artikler 1970-98 (1999), der rummer et bredt udvalg af hans artikler i Berlingske Tidende gennem næsten tre årtier (kun ganske få af disse angår teatret og er tidligere blevet publiceret i det udvalg af Kistrups teater, der blev udgivet ved hans 60 års fødselsdag i 1985). I disse essayistiske miniaturer, der rammer små provinsielle situationer fra daily life – altså den specielle del af det, som Kistrup er præget af – lige på kornet, sender en strøtanke igennem dem, og ud kommer prægnante iagttagelser og udsagn – viser Kistrup sin journalistiske klasse. Så godt kan der altså skrives i et lille, let omsætteligt format, hvor ellers så mange forfattere og spinatfugle spilder vores tid og penge.
Som afslutning på Med det hele optrykkes en halv snes af de teaterklummer, han opdyrkede i Weekendavisen gennem de sidste seks-syv år. Her viste teaterkritikeren Kistrup sig fra sin bedste side. Jo større et emne var, jo mere f.eks. en forestilling appellerede til (teater)historiske paralleliseringer med et aktuelt tema i den pågældende forestilling (jf. citatet ovenfor), jo bedre skrev han.
To andre områder havde hans særlige interesse: den kritiske karakteristik af (særligt unge kvindelige) skuespillere og deres udvikling og af instruktører og skuespilchefers repertoirevalg. En klumme handler om den da aktuelle skuespilchef på Det kgl. Teater, Klaus Hoffmeyer, skrevet ved nyåret 1998-99, hvor Hoffmeyer for alvor var begyndt at virke som skuespilchef på teatret. Inden da havde Hoffmeyer som instruktør iscenesat, hvad Kistrup kalder de bedste forestillinger gennem flere sæsoner. Men nu, ved dette årsskifte, aner Kistrup en bestemt kunstnerisk linje i skuespilchefen Hoffmeyers repertoirevalg: en ”publikumsfjendtlig” linje. Kistrups anelse holdt i den grad stik: få dage efter Med det hele var kommet på gaden, skrev han i sin ugentlige WA-klumme om netop Hoffmeyers virke indtil nu: Hoffmeyer ”ligner mere og mere en selvmordspilot, der går i døden for at sejre, og som trækker sit teater med sig i døden”. Her viser koryfæet Kistrup, at når han bliver polemisk og politisk, så, ja så bliver han det. Men når det samtidigt er personificeret, ja så vækker det furiøs debat og kommer i fjernsynet og det hele.
Det imponerende ved fænomenet Kistrup var altså ikke hans ufatteligt store journalistiske produktion, heller ikke hans politiske polemik. Det imponerende er kritikerens – også over for sig selv – uimponeret poserende og retorisk præcise teaterpen. En pen som den kunstneriske eller akademiske bessermacher, ofte får trang til at knække midt over. Hvad de ofte anklagede Kistrup for, gjaldt dem selv, når de kritiserede ham: de respekterede ikke den genre, han udtrykte sig i. De forstod ikke ideen med Kistrups klumme, og slet ikke det bevidst forenklede retoriske postulat, der ofte ligger til grund for den – og som gør det muligt at sammenholde flere forestillinger i klummens lille format og giver den værdi for læseren, der jo kun i de færreste tilfælde har set de omtalte forestillinger. Derfor kan man tage så grueligt fejl af Kistrup som fx Jess Ørnsbo har gjort det. Vel kunne Kistrup tage fejl, det skjulte han aldrig, men der er altid noget væsentligt om det væsentligste på færde i hans kritik – begge dele har nok enhver erfaret, der er blevet anmeldt af ham.
Nu er det snart 14 år siden Kistrup døde. Jeg har aldrig kendt ham. Men de få gange, jeg mødte ham, havde jeg den der sære fornemmelse af, at her var et menneske der blottede sig for at holde afstand, og som holdt afstand for at komme så tæt på som muligt. Et menneske, der derved så lige igennem en, så det bedste og værste ved en, lige på stedet. Hvordan kan man tillade sig at sige, at man savner et menneske, man aldrig har kendt? Det kan man ikke. Man kan højest identificere den form for identifikation, Kistrup selv gjorde brug af: At komme så tæt på så langt fra som muligt.
Tilbage i 1969 skrev Kistrup en bog om en af datidens nestorer i dansk teaterkritik, professor Hans Brix. Bogen er et mærkeligt identifikatorisk fremtidssyn og memento mori i ét. I afslutningen skriver Kistrup om den gamle Brix, der stødte sammen med tidens syn på teatret: "en gammel mand, der ofte måtte føle det, som om hans anmeldelser blev en slags gravskrifter over den tidsalder, han selv havde oplevet. Hans forbløffende åndelige friskhed og sproglige formuleringsevne, hans uforandrede modtagelighed og hans talent for at regenerere, alt dette bevirkede, at han aldrig faldt for fristelsen til at illuminere fortiden – de gode, gamle dage! Men netop fordi han bedre end så mange andre var i stand til at se det fortidige og forældede i den ældre dramatik efter Holberg, var det meget lidt, der blev tilbage, om overhovedet noget. Og netop fordi han med rette eller urette følte sig så frigjort i forholdet til fortiden, var det fuldstændig rimeligt, at det var som den aktive forkæmper for et nyt dansk drama, hans egentlige samliv med teatret begyndte".
Da Kistrup døde, så man endelig hvor afholdt han var i alle hjørner af dansk teater. Det fremkom der en række vidnesbyrd om fra vidt forskellige hjørner af dansk kultur. Det vil sige: ikke universitetet, men fra journalister, kulturfolk, teaterfolk og teaterkritikere af helt andre slags end Kistrup og fra helt andre verdner end hans. Her er fem smukke eksempler fra fem forskellige positioner i dansk kulturliv:
Nikolaj Cederholm, instruktør og teaterleder og lederen af det dengang allerede lukkede Dr. Dante teater: ”Da jeg hørte, Kistrup var død, kom jeg straks til at tænke på, at han sad på scenen i én af vores afskedsforestillinger (Dr. Dante, red.) og sang »Jeg bliver så glad, når solen skinner«. Halvdelen af salen vidste ikke, hvem han var. Men det endte med, at hele salen stod op. Han fik aftenens største bifald. Det var helt vildt. Jeg kan ikke understrege nok, at han var den eneste af anmelderne, der magtede at perspektivere sine anmeldelser. Enten i forhold til teatrets almene tilstand eller i forhold til samfundet i almindelighed. Vi taler om en mand, der har set alt. Simpelthen alt. Han var anmeldernes nestor og bare så helt ekstremt vidende. Ikke at han altid havde ret, slet ikke. Han var eksempelvis helt enormt glad for lækre piger. Der var nogle unge, kvindelige skuespillere, han anmeldte dårligt, som faktisk var enormt gode skuespillere, de så bare ikke så godt ud. Og omvendt anmeldte han altid nogle bestemte godt, fordi han fandt behag i at se på dem. Men alt i alt er det et kæmpe tab. Det er enormt ærgerligt, at han ikke er der mere. Fordi der kommer til at mangle den anmelder, der kan sætte tingene ind i de større sammenhænge.”
Torben Brostrøm, gennem årtier førende litteraturkritiker og professor ved Danmarks Lærerhøjskole: ”Jeg havde meget respekt for ham. Hans utrolige åndsnærværelse og hans store viden var imponerende. Han kunne jo alle skuespillere og deres gøren og laden udenad, lige som han kunne alle de gamle revyviser. Han delegerede sig jo ud i enkeltartiklernes verden i stedet for at skrive større samlede ting. Og det var jo hans bevidste valg. Kistrup havde ikke så meget lyst til det store overblik. Men han kunne til gengæld med sit kolossale hukommelsesapparat kæde enkelttingene sammen. Der har jo været tale om en uhyrlig produktion, fordi han havde så let ved at skrive og tilmed gøre det med stor elegance. På den måde havde han den misundelsesværdige evne at kombinere sin store viden med en journalistisk oplagthed. Han var jo Den borgerlige Kritiker, men med en fri ånd. Man kan sige, at han repræsenterede det borgerlige frisind.”
Katrine Wiedemann, instruktør: ”Jeg synes, det er chokerende og sørgeligt. Det er et totalt tomrum, vi nu står med, hvad angår teaterkritikken. Det er virkelig sådan, at når man laver en forestilling, tænker man, at der anmeldelser, og så er der det, Jens Kistrup skriver. Og selvom han var sådan én, hvis pen, man kunne frygte, fordi den kunne være skarp, var der altid tale om, at hans måde at sætte tingene op på, havde gyldighed – uanset om man var enig eller ej. At få ros fra ham, var den største ære, og at få det modsatte, var at blive kastet i gruset, men i begge tilfælde var det sagligt begrundet. Der er ikke den premiere, hvor man ikke har kigget efter hans lidt korpulente figur, hvor man har snakket om oppe bag tæppet om Kistrup var der, og hvordan han så ud. Jeg kan ikke se, hvem der skulle kunne overtage hans plads. Det er virkelig en stor mand i teaterverdenen, der er død.”
Carsten Jensen, forfatter og kritiker: ”Jeg vil sige, at det er Danmarks yngste og mest vitale kritiker, der er død. Han var altid i én eller anden form for livtag og debat med det, han skrev om. Jeg vil kunne tage summen af hans anmeldelser hver for sig og så være uenig næsten hver gang, men den samlede sum af hans virke får mig til at bøje mig i støvet for ham som kritiker. Han var en stor kritiker, og det har noget at gøre med, at han aldrig gav op. Han blev aldrig pensioneret i hverken den ene eller anden forstand. Litterære kritikere tror, at litteratur kun handler om litteratur. Teaterkritikere tror, at teaterkritik kun handler om teatret. Men Kistrup blev ved med at se, at det hele jo handler om os, om den tid, vi lever i og om livet og meningen med det. Han var jo gennemborgerlig. Der var ikke noget revolutionært ved ham, men han var kritiker på en måde, der i en søvnig tid, næsten gjorde ham revolutionær. Han repræsenterede alt det bedste ved borgerlighed. Frem for alt med sin meget store åbenhed og vilje til at gå i dialog med hvem- og hvad som helst.”
Endelig Me Lund, Kistrups daværende kollega, i sin nekrolog fra januar 2003: ”Der bliver meget stille fra nu af på gangene i Det berlingske Hus. Jens Kistrup vil ikke længere være at finde i en af sine endeløse samtaler på gangene – ”Jeg lytter, mens jeg tale”, som han plejede at sige om sin journalistiske metode. I modsætning til alle andre mødte Jens Kistrup nemlig altid op på sit arbejde med sine artikler skrevet færdig på forhånd i nattens løb – altid med blyant og altid på de samme små A5-ark. Men nu har han under protest sat det sidste punktum i sine aviser, Berlingske Tidende og Weekendavisen. Og typisk for ham blev hans sidste klumme i søndags netop så smuk og virkningsfuld en afsked, som kun dén kan gøre en journalistisk tekst, som besidder et ekstraordinært format som menneske og publicist. Under overskriften "Uundværlig...# beskrev han den illusion, vi alle nærer om at være uundværlige, skønt livet ubønhørligt erstatter os – ikke blot på jobbet og i parforholdene, men også i slægternes gang.
”Der tales så tit om, at ethvert menneske er uerstatteligt, noget særligt, et unikum. Og det er så sandt, som det er sagt. Men uundværligt? Det er straks en anden sag. Mennesker er der altid nok af. Og falder det ene bort, står der næsten hver gang et andet parat til at overtage dets rolle og dets funktioner. Livet er fuldt af rolleskift, fuldt af dubleringer”, skrev han profetisk og vidste, at han hermed bedrev en form for journalistik, på én gang dybt privat og dybt professionelt, som samtidig var en slags dementi af sit emne. Han var nemlig ikke bare uerstattelig som vidensbase, skribent og menneske – og for de få: som ven – men også uundværlig.
Ingen af os, der har fået i opdrag at bringe hans stafetter videre, når han i årenes løb har givet dem fra sig, vil nogensinde kunne udfylde det tomrum, han efterlader. Han besad en journalistisk og intellektuel urkraft, der udåndede samtidig med, at han sov ind i sit hjem i går nat. For nok går livet videre. Men det bliver fattigere, gløden mindre intens, horisonten knap så vid – en epoke er uafvendeligt slut ikke bare i Berlingske Tidendes historie, men i dansk pressehistorie med Jens Kistrups sidste punktum.
[…] Jens Kistrup personificerede den fordomsfrie og indsigtsfulde borgerlige presse, intellektuel i sit udgangspunkt, men populær i sin formidling. Han stod for den borgerlige anstændighed, han for kort tid siden vedkendte sig i et interview i Information, hvor han til manges overraskelse for fuld styrke angreb tidens grådighed og den siddende regerings uansvarlighed. Jens Kistrup var nok borgerlig, men han var ligeså radikal – et kompliceret menneske, der altid søgte sandheden og var åben om den, også når den gjorde ondt.
Med den bevidst anonyme fremtoning – altid de samme grå bukser og den samme blå jakke – kalkulerede han således som sin egen iscenesætter med overraskelsesmomentet, når han satte hænderne til tastaturet for at forsvare de nye strømninger, som det øvrige kritikerkorps enten angreb på et efter hans mening mangelfuldt grundlag eller endnu ikke havde opdaget. Med en overmenneskelig arbejdsindsats, en sjældent fejlende intution og et altid modtageligt sanseapparat bevarede Jens Kistrup livet igennem evnen til at sætte kunstværkerne ind i det rette perspektiv, som analytisk litteraturkritiker endda med en forbilledlig klarhed, som måske kom af, at bøgerne trods alt ikke var hans hjerteblod.
[…] Det var denne uforbeholdne kærlighed til teatret, til showet, til generøsiteten i spottens lys, denne trang til at lægge den moralsk fornærede hverdag bag sig, der mere end noget gjorde, at Jens Kistrup er blevet et ikon i dansk teaterliv – lige afholdt af teatrets publikum og det teater, som han viede sit liv til. Man kunne være uenig med ham. Man kunne blive overvældet af hans tyrannusauriske råstyrke, når han skånselsløst kæmpede for sine synspunkter. Men ingen kunne nogensinde være i tvivl om, at denne mand stod på teatrets side med en romantisk bejlers urokkelige tro på, at det besad nøglen til det liv, han imens lod glide forbi. Denne passivt-aktive kærlighed var på én gang hans livs triumf og tragedie. Og mens litteraturen vedblivende var hans professionelle beskæftigelse, var og blev teatret hans liv. Hans egentlige hjem. Her vil hans stol stå tom, hans person være uerstattelig. Og hans passionerede kærlighed vil være – uundværlig.”
En samlet gennemgang af Kistrups teaterkritik findes bedst og mest omfattende i Knud Arne Jürgensens monografiske antologi Teatrets fortællinger – Jens Kistrups teaterkritik (2013). Hovedsynspunkterne herfra er samlet i webtekst18: Jens Kistrup – den ypperste apostel for det borgerlige frisind . » hent webtekst18 her