Opdateret 4. januar 2015. Den store nye danske samtidsroman, det store nye danske samtidsteater – det efterlyses hele tiden og igen (fx i Politiken 26/10 2014). Men der har nærmest altid eksisteret ny og aktuel samtidslitteratur og ny og aktuel samtidsteater. Det hedder muligvis bare noget andet. Sådan cirka var synspunktet hos bl.a. den afgående direktør for Nørrebro Teater, Kitte Wagner, da en stor håndfuld ledende teaterfolk diskuterede ”Dansk teaters udfordringer og dilemmaer” på Kulturmødet Mors 2014.
Dette blogindlæg handler om samtidsteater eller samtiden i teatret. Men først et tilbageblik til Kulturmødet Mors 2014, hvor et af højdepunkterne set herfra var samtalen og diskussionen om ”Dansk teaters udfordringer og dilemmaer”. Det skyldes ikke så meget temaet, som i sig selv kunne synes noget fortærsket og fortænkt, som det skyldes de åbne og diskussionslystne og selvironiske deltagere på scenen, som virkelig er værd at nævne navn for navn, fordi de gav fra sig: formanden for Kunststyrelsens scenekunstudvalg Ditte Maria Bjerg, skuespilleren Sandra Yi Sencidiver, formand for Skuespillerforbundet Katja Holm, direktør for Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl, direktør for Nørrebro Teater Kitte Wagner og direktør for Mungo Park Kolding Lasse Bo Handberg – og ikke mindst ham, der fik dem til komme frem i skoene og give fra sig, Clement Kjersgaard.
I TV er Kjersgaard ordstyrer i bogstavelig forstand, ofte utålmodigt og angribende, så synspunkter, der med få ord ville have givet tingene perspektiv, forkortes, og argumenter, der ville have gjort en forskel, forsvinder. Her, lige her, var han en skarp, men empatisk og aktiverende moderator, netop moderator. Hatten af for den kunst. Det skærpede de deltagendes tilstedevær og prægnans.
Hvad savnede man i teaterdebatten? Repræsentanter for professionelle teaterfolk over 50 år, der samtidig har tungtvejende institutionelt ledelseserfaring og –ansvar. Måske var det en af forklaringerne på, at debatten om dansk teater her og nu i starten alt for meget kom til at handle om en virkelig falsk problemstilling: det nyskabende her-og-nu-teater rundt omkring overfor Det Kongelige Teaters klassiske teaterforpligtelser. Men heldigvis stod Det Kongelige Teaters da netop tiltrådte nye direktør, Morten Hesseldahl, fast. Han insisterede på, at man forveksler debatten om de kunstneriske ambitioner med debatten om de organisatoriske og institutionelle forpligtelser, som Det Kongelige Teater har som én samlet nationalscene for tre kunstarter – og de økonomiske fordelingsforskelle det medfører som følge af de gældende kulturpolitiske prioriteringer.
Så især pga. Kjersgaards mediering og Hesseldahls insisteren blev debatten om dansk teater virkelig her og nu og fyldt med visionær realitetssans. Det bringer os tilbage til diskussionen om, hvad teatret har at sige samtiden og omvendt? Det kan være, at teater om samtiden og aktuelle samfundstemaer og -tabuer ofte kalder sig noget andet, men at den slags teater er der og har været der længe – hvis ikke altid til skiftende tider og i skiftende forklædninger – er uomtvisteligt. Det gælder rundt om på landets scener lige såvel som det gælder på Det Kongelige Teater.
Om det handler om krig, kønsroller, magtmisbrug, familieforhold eller andre ting, der rummer tabuer og tendenser i samtiden – teatret kan om nogen opfange og udtrykke det. Fx det at Danmark i de snere år flere gange har deltaget aktivt i internationale krigshandlinger og stadig gør det. Det er trods den massive mediedækning ikke altid lige erkendt i offentligheden. Teatret har til gengæld fra første færd grebet det ømtålelige emne i flugten og igen og igen givet det tankevækkende kunstneriske udtryk i de seneste år. Og netop Det Kongelige Teaters opførelse af dramatikeren Christian Lollike fra Teatret S/H og Det Kongelige Teaters eget huskompagni Corpus' I føling – en krigsballet er et aktuelt og markant eksempel på det. » Se dansemagasinet Terpsichores artikler om I føling her
Ganske tankevækkende og øjenåbnende i den noget slidte debat om den institutionelle mastodont Det Kongelige Teaters (manglende) kunstneriske og kulturelle engagement i 'samtiden' er det, at et eksperiment som I føling – en krigsballet sendes på turne rundt i Danmark, velvidende at det nok ikke bliver en blockbuster, heller ikke i forhold til det traditonelle ballet-publikum, og at man griber til en form for omvendt kulturinstitutionel decentralisering, når det bliver nødvendigt: I Esbjerg (Musikhus) har man været nødt til at aflyse den planlagte opførelse af I føling – en krigsballet medio januar 2015 pga. svigtende billetsalg. Normalt tilbyder man tilbagekøb af allerede solgte billetter i sådanne tilfælde. Det gør man også her, men man gives også muligheden for som et alternativ at "få købte billetter ombyttet til erstatningsforestillingen i København. Selve bustransporten tur/retur vil være uden beregning".
For tiden renser man – med tilbagevirkende kraft – ord ud i det svenske, fx ’negerkonge’ i Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe. Da Soyas drama, en ildevarslende politisk samtidssatire over nazismen, med titlen Umbabumba blev sat på scenen i årene op til 2. Verdenskrig, ja da blev de danske skuespillere sminket sorte for at fremstå som ’negere’ – ville det gå i dag? Ja, der kan i hvert fald spilles teater på det. I oktober og november 2014 blev 1980’er-successen fra London, Shakespeares samlede værker (37 værker på 97 minutter) opført i en dansk version på Bellevue Teatret. Som i den oprindelige udgave – og langt hen i Shakespeares ånd – indforskrev man aktuelle og lokale hints og situationsparodier, der ellers intet har med Shakespeares tekst at gøre. På Bellevue kom Nicolaj Kopernikus ind på scenen som Othello her kaldet Nutello og iført chokofjæs – og det skulle han ikke have valgt at gøre. For straks skræmmes han ud igen af Iben Hjejles ret så strammundede forbudssvensker.
I efteråret 2014 opførte Teatret Mungo Park Kolding deres dramatisering af den omdiskuterede Yahya Hassans digte. Da den kun 19-årige Yahya Hassans debutdigte udkom i oktober 2013, var de som en håndgranat lige ind i den danske samfunds- og kulturdebat, der sprængte store huller i myter og tabuer. Hvad vil teatret med disse digte om samfundet her og nu? Skal man følge teatrets intentioner og forestillingens titel, Yahya Hassans digte – en musikalsk iscenesættelse af digtsamlingen Yahya Hassan, ja så synes den kunstneriske bestræbelse at være at gå tilbage til digtene i sig selv og finde deres lyrisk-dramatiske kvaliteter frem og fremelske de forskellige stemmer, der er på færde i værket. Men det kan ikke undgås, at de presserende samfundstemaer, digtene formulerer på en hidtil uhørt måde og som har været genstand for så meget debat siden udgivelsen i oktober 2013, kom til at spille ind på det, man så og hørte fra scenen i Kolding og i 2015 igen vil kunne se og høre på Aalborg Teater. Men her kan det så hænde, at teatrets kunstneriske dramatisering faktisk nedtoner og nuancerer den kulturelle stigmatisering og spekulative debat, Hassans bog har ført med sig. Mungo Park Koldings Yahya Hassan genopføres fra og med 12. februar 2015 og genopsættes senere på Aalborg Teater.
Der er altså ikke noget nyt i, at teatret tager her-og-nu, altså samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og sætter dem på scenen, for at give dem dramatisk udtryk og vække til debat. Og der er ikke noget nyt i, at museumsverdenen tager samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og laver udstillinger om dem, der gerne må vække til debat. Det sker mere og mere i disse år, og det offentlige Danmark opfordrer i stigende grad til det. Hvor teatret måske kan siges at have mod til at fange nutiden på nutidens præmisser, da er det museets mulighed at give nutiden og teatrets nutid historisk perspektiv.
Hvorfor? Vi bliver klogere på nutiden gennem historien, og vi forstår måske historien bedre på dens egne betingelser, hvis vi har noget i nutiden at sammenligne med og gå ud fra. Det er Teatermuseet i Hofteatrets brændpunkt og det opholder vi os fremover ved i en ny type udstillings- og formidlingsformat, vi kalder hotspot.
Den første hotspot er tændt november 2014 og hedder Samtiden i teatret – teatret i samtiden » se mere her
