Tilbage til top

Blog

Teatrets skjulte rum

I netop disse dage (16. juni 2017) for fire år siden havde Teatermuseet den glæde at besøge en af landets mange fine, men ofte hengemte eller ligefrem glemte teatersale, Odder teatersal. Det blev til en fin dag i selskab med arkitekt, forfatter og ildsjæl Eric Pettersson, der viste rundt i alle kringelkroge og i hver af dem fandt små historier, som han med faglig kyndighed og finessefyldt humør gav lokal forankring og kulturelt perspektiv. Nu er Eric Pettersson død. Æret været hans minde. Må hans engagerede evne til at forestille sig, hvad ting og idéer kan blive til for menneskers bedste leve videre – og måtte den føre til at Odde teatersal igen kunne blive som hvor det er placeret: i centrum af byen. 

Dengang for fire år siden i juli 2013 publicerede vi denne bloghistorie om besøget med Eric Pettersson i teatersalen – fra ord til andet lød den således: 

Glemte steder og skjulte rum

Her få uger efter, at vi i Teatermuseet i Hofteatret har åbnet udstillingen Interiører og facader – danske teaterbygninger gennem 300 år med Kurt Rodahl Hoppes pragtfulde og atmosfærefyldte fotografier fra teaterbygninger over hele landet – ja, så drager vi til Østjylland for at videodokumentere en af landets måske mest gemte og glemte, men for så vidt velbevarede og fredede teatersale med fremtidspotentiale: Odder teatersal. Teatersalen ligger indesluttet på førstesalen i det gamle Centralhotel midt på torvet i Odder. Hotellet med det indbyggede teater blev bygget i 1908 og blev i årtier anvendt  til rejsende forestillinger som i sin tid romantiske syngestykker og senere Cirkus Reveuen, Liva Weel og senere igen i 50'erne besøg fra Bellevue teateret m.fl. .

Undervejs gennemgik det forskellige forandringer af andre hensyn end til teatersalen. I 1974 blev de første beboelseslejligheder indrettet på 4. sal i hotellet, og i 1977 blev restaurationen i hotellets stueetage indrettet til herretøjsforretning, som stadig findes. I 1993 blev hele Centralhotellet fredet. Planstyrelsen begrundede fredningen af det på det tidspunkt 85 år gamle hus med, at der ikke findes lignende eksempler på hoteller fra århundredeskiftet med så væsentlige islæt af kunstnerisk formgivne elementer og med så velbevaret en teatersal. I 1995 blev Centralhotellet sat til salg. I den forbindelse voksede den lokale interesse for, at Odder Kommune skulle overtage hotellet til kulturformål. Projektet fik dog ikke den tilstrækkelige tilslutning i byrådssalen. Én stemme afgjorde udfaldet. Siden har teatersalen stået ubrugt hen, som en fredning tænkt til forfald. Hvad det naturligvis ikke er. Og lokale kræfter med professionel erfaring i bygningsrestaurering og -fornyelse med kulturelt indhold fortsætter med at gøre deres for at bringe liv i den gamle teatersal. De vil i virkeligheden blot på nutidens præmisser skabe, hvad den oprindelige etablering af en fuldfed teatersal inde midt i Centralhotellet var et udtryk for for over 100 år siden: et levende kulturhus, hvor teaterkulturen var i centrum for forskellige former for livsstils- og kulturaktiviteter.

Sikke en historie! Den vil Teatermuseet i Hofteatret gerne fortælle og vise perspektiverne i.

 

Halfdan – undervisning

Halfdan til tiden – et undervisningsmateriale handler om Halfdan Rasmussen, den måske mest udbredte, læste og afholdte forfatter i Danmark gennem de seneste 100 år, sådan som han sjældent er set og hørt – selv om han jo er kendt og elsket af store og små, børn og voksne på tværs af generationer. Børnenes Halfdan og den humoristiske Halfdan er slet ikke glemt, hverken i udstillingen eller i undervisningsmaterialet. Men begge dele viser især ham den 'anden' Halfdan, der – uden øvrig sammenligning – ikke lader fx Yahya Hassan noget efter, når det kommer til at tale lige ind i tiden og tale tidens toner og takter midt i mod. Den Halfdan kun få i virkeligheden kender. Den Halfdan som skriver om tabuer og social og eksistentiel udkantsliv, så man skulle tro det handlede om os i dag. 

Undervisningsmaterialet er udviklet i forbindelse med, men uafhængig af en udstilling af samme navn, som kunne ses og høres i Teatermuseet i Hofteatret indtil 30. juni 2016. Udstillingen genopstår i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus, Favrskov Kommune til november 2016 » se mere om udstillingen her. Undervisningsaterialet kan anvendes af alle og enhver, men er dog primært henvendt til folkeskolens ældste klasser (7.-9.), gymnasier, ungdomsuddannelser, højskoler,  læseklubber og lignende. Materialet består af en introduktion  og syv små af hinanden uafhængige moduler i form af syv temaer med arbejdsspørgsmål udfoldet på hvert sit dobbeltark. 

Syv temaer, syv dobbeltark (pdf): Ung og vred, Halfdan og fotografiet, Det er det med skolen, Samtid og samfund, Vissevasse, Om at være – og endelig: Om at tage afsked. Print arkene hver for sig, som du har lyst til og brug for, eller som en samlet pdf her:

» undervisningsark - Intro

» undervisningsark 1 - Ung og vred

» undervisningsark 2 – Halfdan og fotografiet

» undervisningsark 3- Det er det med skolen

» undervisningsark 4 – Samtid og samfund

» undervisningsark 5 – Vissevasse

» undervisningsark 6 – Om at være

» undervisningsark 7 – Om at tage afsked

» undervisningsmaterialet samlet

Halfdan til tiden – et undervisningsmateriale er udarbejdet af forfatter og tidl. skolelærer Tina Mikkelsen og forfatter og direktør for Teatermuseet i Hofteatret, Peter Christensen Teilmann. Grafisk design v. Per Romerdahl.

Kontakt: Peter Christensen Teilmann – tlf. 61677081 – mail: teilmann [at] teatermuseet.dk

Maude – og meget mere end det

”Maude har været min karrieres faste holdepunkt og grunden til, at jeg stadig er et navn”, udtalte skuespilleren Malene Schwartz i anledning af sit 60 – tres! – års jubilæum som skuespiller, tirsdag 15. december 2015. Dagen blev fejret på scenen i Folketeatret, hvor Malene Schwartz spillede den ene hovedrolle i Gustav Wieds Skærmydsler, Sonja Oppenhagen den anden. I dag onsdag 10. august 2016 runder Schwartz 80 år, højbåret og til stede.

Der er ikke tvivl om, at Schwartz’ selvforståelse er realistisk og i samklang med omverdenens, publikums, forståelse af hvem hun er frem for noget og nogen, nemlig Maude fra tv-serien Matador. Selv om Matador snart nærmer sig 40 års jubilæet siden premieren i 1978, ja så er det – som det også er tilfældet for de fleste andre hovedrolleindehavere i Matador – den rolle om nogen flest mennesker på tværs af alder, køn og evt. teaterinteresse kender hende som. 

På Teatermuseet hænger Mitch Waites portrætmaleri af Malene Schwartz. Portrættet er fra 2012, altså mere end 30 år efter, at Matadors sidste afsnit var sendt i 1981. Alligevel var min 10-årige datter ikke et sekund i tvivl, da hun så maleriet: ”Det er jo Maude!”. Men Malene er og har i årtier været meget mere end Maude. Hun har som flere af sine kolleger i sin generation – fx Morten Grunwald – været teaterchef i vigtige perioder af den institutionelle udvikling af dansk teater, både i København (Bristol Teatret og Aveny-Teatret) og på landsdelsscenen (Aalborg Teater). Og hun har haft en langstrakt og faktisk vidtfavnende karriere på film og ikke mindst i teatret. 

Den kunstneriske historie uden om Maude er værd at fortælle. Det bliver en anden gang – men blot et lille udvalg af hendes mange roller: På Alléscenen i Osbornes Ung vrede i 1958, på Det Kongelige Teater som Agnete i Elverhøj i 1966 og Francoise Sagans Den besvimede hest i 1968, på Aveny-Teatrets Mary Chase’s Harvey i 1978, på Bristol Music Center i Repetition af Ionescos Stolene 1981 – og endelig Erik Werners karakteristiske tegning af Malene Schwartz som Maude, som vises her (klik på tegningen og se den i sin fulde hele.

Malene Schwartz har spillet med i Skærmydsler tidligere. Nemlig for snart 60 år siden som pigen Ellen i tv-udgaven fra 1958, fra tiden før man – fx Ester Nagel Rasmussen og Leif Panduro – begyndte at skrive ny dramatik direkte til tv-mediet. I tv-udgaven af Skærmydsler spillede hun sammen med den dengang berømte kongelige besætning bestående af Maria Garland som Clara, Clara Pontoppidan som Hertha og Professor Petersen af Albert Luther. Nu her så mange år senere i 2015 er hele hendes kunstneriske liv lagt ind i – og foldet ud af Christian Tom-Petersens kongeniale scenografi til – den fine lille komedie i mol, som instruktøren Kasper Wilton så fint har betegnet Wieds mærkelige lille arvestykke fra en verden af for længe siden.

Portrættet af Malene Schwartz hænger i Teatermuseets lille udstilling af portrætmalerier af scenekunstnere  fra 1900- og 2000-tallet. I dag sker det sjældnere, at scenekunstnere (og borgmestre) får malet deres portræt. Engang var det almindeligt.

Op gennem 1700-tallet fik teatret for alvor sine første offentlige institutioner side om side med det teater, som blev spillet på markeder og torve eller inden for murene hos den enevældige kongemagt og adelen, fra 1767 her i Hofteatret. Først kom Ludvig Holbergs Lille Grønnegade Teater i 1722-27. Med etableringen af de første udgaver af Det Kongelige Teater fra 1770’erne og en række borgerlige privatteatre i første del af 1800-tallet blev rammerne efterhånden sat for at skuespillerne kunne blive offentligt anerkendte personligheder, kändisser. Siden da har de mest kendte skuespillere måttet lægge krop og ansigt til alle mulige kunstneriske, videnskabelige og journalistiske portrætter.

Den dag i dag er de kendte skuespillere centralt placeret i de kulturelle reality shows, der udfoldes til premiere, receptioner, støttearrangementer – og i ugebladenes reportager herfra. Her er skuespilleren den offentlige privatperson ’bag masken’ eller bag kunstneren.

Op gennem 1900-tallet ændrede offentlighedskulturen omkring de kendte scenekunstnere sig radikalt, i og med medierne udviklede sig og blev massemedier. Hvor maleriet i 1700- og 1800-tallet var det eksklusive medie for portrættering af bl.a. scenekunstnere, der tog nu fotografiet, tegneren, aviserne og ugebladene i stigende grad over. Men portrætmaleriet var dog stadig en anerkendt og ophøjet genre og Teatermuseet i Hofteatret har en række malerier af 1900-tallets og 2000-tallets scenekunstnere – og de er suppleret af farvelagte tegninger.

I Teatermuseets lille udstilling af portrætmalerier er der to grupper af portrætter. 

Den ene gruppe portrætter forestiller scenekunstnerne, der optræder i berømte roller og som har udgjort markante præstationer i de pågældende karrierer. Osvald Helmuth (1894-1966) er portrætteret af August Tørsleff i titelrollen i Ludvig Holbergs komedie Jeppe på Bjerget. Helmuth er her iført det originale Jeppe-kostume som blev brugt første gang i slutningen af 1700-tallet og sidste gang af ham selv i 1954!

Den anden gruppe portrætter forestiller scenekunstnerne uden for scenen, altså i noget der ligner private rammer – i stil med ugebladenes billedreportager a la ’hjemme hos’. To af de nyeste portrætter af privatpersonen bag skuespilleren, er af de to kvindelige hovedrolleindehavere fra Matador. Nemlig operasanger, scenograf, instruktør og portrætmaler Mikael Melbyes portræt af den moderne diva, skuespilleren Ghita Nørby, og altså Mitch Waites portræt af Malene Schwartz.

Portrætmalerierne indgår i udstillingen Fra samlingen: teatret i museet – museet i teatret  » se mere her

 

Samtid, teater, museum

Opdateret 4. januar 2015. Den store nye danske samtidsroman, det store nye danske samtidsteater – det efterlyses hele tiden og igen (fx i Politiken 26/10 2014). Men der har nærmest altid eksisteret ny og aktuel samtidslitteratur og ny og aktuel samtidsteater. Det hedder muligvis bare noget andet. Sådan cirka var synspunktet hos bl.a. den afgående direktør for Nørrebro Teater, Kitte Wagner, da en stor håndfuld ledende teaterfolk diskuterede ”Dansk teaters udfordringer og dilemmaer” på Kulturmødet Mors 2014.

Dette blogindlæg handler om samtidsteater eller samtiden i teatret. Men først et tilbageblik til Kulturmødet Mors 2014, hvor et af højdepunkterne set herfra var samtalen og diskussionen om ”Dansk teaters udfordringer og dilemmaer”. Det skyldes ikke så meget temaet, som i sig selv kunne synes noget fortærsket og fortænkt, som det skyldes de åbne og diskussionslystne og selvironiske deltagere på scenen, som virkelig er værd at nævne navn for navn, fordi de gav fra sig: formanden for Kunststyrelsens scenekunstudvalg Ditte Maria Bjerg, skuespilleren Sandra Yi Sencidiver, formand for Skuespillerforbundet Katja Holm, direktør for Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl, direktør for Nørrebro Teater Kitte Wagner og direktør for Mungo Park Kolding Lasse Bo Handberg – og ikke mindst ham, der fik dem til komme frem i skoene og give fra sig, Clement Kjersgaard.

I TV er Kjersgaard ordstyrer i bogstavelig forstand, ofte utålmodigt og angribende, så synspunkter, der med få ord ville have givet tingene perspektiv, forkortes, og argumenter, der ville have gjort en forskel, forsvinder. Her, lige her, var han en skarp, men empatisk og aktiverende moderator, netop moderator. Hatten af for den kunst. Det skærpede de deltagendes tilstedevær og prægnans.

Hvad savnede man i teaterdebatten? Repræsentanter for professionelle teaterfolk over 50 år, der samtidig har tungtvejende institutionelt ledelseserfaring og –ansvar. Måske var det en af forklaringerne på, at debatten om dansk teater her og nu i starten alt for meget kom til at handle om en virkelig falsk problemstilling: det nyskabende her-og-nu-teater rundt omkring overfor Det Kongelige Teaters klassiske teaterforpligtelser. Men heldigvis stod Det Kongelige Teaters da netop tiltrådte nye direktør, Morten Hesseldahl, fast. Han insisterede på, at man forveksler debatten om de kunstneriske ambitioner med debatten om de organisatoriske og institutionelle forpligtelser, som Det Kongelige Teater har som én samlet nationalscene for tre kunstarter – og de økonomiske fordelingsforskelle det medfører som følge af de gældende kulturpolitiske prioriteringer.

Så især pga. Kjersgaards mediering og Hesseldahls insisteren blev debatten om dansk teater virkelig her og nu og fyldt med visionær realitetssans. Det bringer os tilbage til diskussionen om, hvad teatret har at sige samtiden og omvendt? Det kan være, at teater om samtiden og aktuelle samfundstemaer og -tabuer ofte kalder sig noget andet, men at den slags teater er der og har været der længe – hvis ikke altid til skiftende tider og i skiftende forklædninger – er uomtvisteligt. Det gælder rundt om på landets scener lige såvel som det gælder på Det Kongelige Teater. 

Om det handler om krig, kønsroller, magtmisbrug, familieforhold eller andre ting, der rummer tabuer og tendenser i samtiden – teatret kan om nogen opfange og udtrykke det. Fx det at Danmark i de snere år flere gange har deltaget aktivt i internationale krigshandlinger og stadig gør det. Det er trods den massive mediedækning ikke altid lige erkendt i offentligheden. Teatret har til gengæld fra første færd grebet det ømtålelige emne i flugten og igen og igen givet det tankevækkende kunstneriske udtryk i de seneste år. Og netop Det Kongelige Teaters opførelse af dramatikeren Christian Lollike fra Teatret S/H og Det Kongelige Teaters eget huskompagni Corpus' I føling – en krigsballet er et aktuelt og markant eksempel på det. » Se dansemagasinet Terpsichores artikler om I føling her

Ganske tankevækkende og øjenåbnende i den noget slidte debat om den institutionelle mastodont Det Kongelige Teaters (manglende) kunstneriske og kulturelle engagement i 'samtiden' er det, at et eksperiment som I føling – en krigsballet sendes på turne rundt i Danmark, velvidende at det nok ikke bliver en blockbuster, heller ikke i forhold til det traditonelle ballet-publikum, og at man griber til en form for omvendt kulturinstitutionel decentralisering, når det bliver nødvendigt: I Esbjerg (Musikhus) har man været nødt til at aflyse den planlagte opførelse af I føling – en krigsballet medio januar 2015 pga. svigtende billetsalg. Normalt tilbyder man tilbagekøb af allerede solgte billetter i sådanne tilfælde. Det gør man også her, men man gives også muligheden for som et alternativ at "få købte billetter ombyttet til erstatningsforestillingen i København. Selve bustransporten tur/retur vil være uden beregning".

For tiden renser man – med tilbagevirkende kraft – ord ud i det svenske, fx ’negerkonge’ i Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe. Da Soyas drama, en ildevarslende politisk samtidssatire over nazismen, med titlen Umbabumba blev sat på scenen i årene op til 2. Verdenskrig, ja da blev de danske skuespillere sminket sorte for at fremstå som ’negere’ – ville det gå i dag? Ja, der kan i hvert fald spilles teater på det. I oktober og november 2014 blev 1980’er-successen fra London, Shakespeares samlede værker (37 værker på 97 minutter) opført i en dansk version på Bellevue Teatret. Som i den oprindelige udgave – og langt hen i Shakespeares ånd – indforskrev man aktuelle og lokale hints og situationsparodier, der ellers intet har med Shakespeares tekst at gøre. På Bellevue kom Nicolaj Kopernikus ind på scenen som Othello her kaldet Nutello og iført chokofjæs – og det skulle han ikke have valgt at gøre. For straks skræmmes han ud igen af Iben Hjejles ret så strammundede forbudssvensker.

I efteråret 2014 opførte Teatret Mungo Park Kolding deres dramatisering af den omdiskuterede Yahya Hassans digte. Da den kun 19-årige Yahya Hassans debutdigte udkom i oktober 2013, var de som en håndgranat lige ind i den danske samfunds- og kulturdebat, der sprængte store huller i myter og tabuer. Hvad vil teatret med disse digte om samfundet her og nu? Skal man følge teatrets intentioner og forestillingens titel, Yahya Hassans digte – en musikalsk iscenesættelse af digtsamlingen Yahya Hassan, ja så synes den kunstneriske bestræbelse at være at gå tilbage til digtene i sig selv og finde deres lyrisk-dramatiske kvaliteter frem og fremelske de forskellige stemmer, der er på færde i værket. Men det kan ikke undgås, at de presserende samfundstemaer, digtene formulerer på en hidtil uhørt måde og som har været genstand for så meget debat siden udgivelsen i oktober 2013, kom til at spille ind på det, man så og hørte fra scenen i Kolding og i 2015 igen vil kunne se og høre på Aalborg Teater. Men her kan det så hænde, at teatrets kunstneriske dramatisering faktisk nedtoner og nuancerer den kulturelle stigmatisering og spekulative debat, Hassans bog har ført med sig. Mungo Park Koldings Yahya Hassan genopføres fra og med 12. februar 2015 og genopsættes senere på Aalborg Teater.

Der er altså ikke noget nyt i, at teatret tager her-og-nu, altså samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og sætter dem på scenen, for at give dem dramatisk udtryk og vække til debat. Og der er ikke noget nyt i, at museumsverdenen tager samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og laver udstillinger om dem, der gerne må vække til debat. Det sker mere og mere i disse år, og det offentlige Danmark opfordrer i stigende grad til det. Hvor teatret måske kan siges at have mod til at fange nutiden på nutidens præmisser, da er det museets mulighed at give nutiden og teatrets nutid historisk perspektiv. 

Hvorfor? Vi bliver klogere på nutiden gennem historien, og vi forstår måske historien bedre på dens egne betingelser, hvis vi har noget i nutiden at sammenligne med og gå ud fra. Det er Teatermuseet i Hofteatrets brændpunkt og det opholder vi os fremover ved i en ny type udstillings- og formidlingsformat, vi kalder hotspot

Den første hotspot er tændt november 2014 og hedder Samtiden i teatret – teatret i samtiden » se mere her 

 

 

 

 

Sider

Abonnér på RSS - blogs