Tilbage til top

Hofteatret i tiden

FLERE BILLEDER

"Fin blanding af indsigt, erkendelser, anekdoter og finurligheder, dejlige og meget varierede illustrationer", udtalte en læser om Hofteatret i tiden 1767-2017. Bogen tager læseren med på en kulturhistorisk slentretur tilbage i Hofteatrets omskiftelige 250-årige historie, helt ned i arkiverne og ud i de skiftende tider og verdner, Hofteatret har været en del af og taget del i.

Hofteatret i tiden 1767-2017 er skrevet af Teatermuseet i Hofteatrets direktør Peter Christensen Teilmann og er med andre ord ikke bare en bog om en af Danmarks ældste kulturinstitutioner, men også om den politiske, kulturelle og kunstneriske virkelighed, Hofteatret har levet midt i og med. Kan købes for kun 100 kr i Teatermuseet i Hofteatrets bogsalg.

Hofteatret er Danmarks ældste stadig fungerende teaterbygning. Men Hofteatret var og er meget mere end det. Hofteatret ligger på Christaisnborg Ridebane, som en del af det første Christiansborg Slotskompleks, hvor selve slotsbygningen brændte ned til grunden i 1794. Hofteatret er flere gange blevet tilføjet små ændringer og en enkelt gang i 1840’erne udsat for en større renovering. Hver gang er det sket på én og samme gang for at bevare og pleje det originale Hofteater og samtidig forny teatret, så det nu igennem snart 250 år har kunnet fungere som en helt central placeret institution på Slotsholmen og som et sted og miljø for kunstneriske og kulturelle aktiviteter. Men Hofteatret er stadig i en vis udstrækning et af de mere hemmelige steder på Slotsholmen, gemt bag Folketinget og inde bag Christiansborg Ridebanes sikrede adgange. Hofteatrets interiører og vægge rummer et kvart årtusindes historier og begivenheder, gemt i væggene og dokumenteret i vores arkiver og samlinger. Historien fortælles også i DK4s timelange portrætprogram fra 2017 – programmet er siden publiceret som podcast » hør mere her

"Alt dette og meget mere fortælles i denne fine jubilæumsudgivelse for den paradoksale institution. For som direktør for museet, Peter Christensen Teilmann skriver: ”Det er en mærkværdig situation. Teatret er den måske flygtigste af alle kunstarter: ikke to opførelser af samme forestilling er helt ens. Museet er den måske mest kulturbevarende af alle kulturinstitutioner. Teatret er her-og-nu, museet er historisk distance.” Med stor overbevisning og succes søger Teatermuseet i Hofteatret at spænde over dette paradoks, ja, bruge det til sin fordel i en række spændende udstillinger og teaterforestillinger." » se hele historie-online.dk's anmeldelse her

"Blad igennem denne bog, læs og bliv klogere af billeder og tekst på et særligt monument over dansk teater og på uerstattelig dansk arkitektur (...) Få et sideblik på dansk historie mellem enevælde og demokrati, kik ind i dette hjørne af dansk kultur, der putter sig bag murene i den del af et Christiansborg, der overlevede de to storbrande, i 1794 og igen i 1884." » se hele Gregers Dirckinck-Holmfelds anmeldelse her

Den2radios Anne Eggen har i anledning af bogens udgivelse produceret programmet Hofteatret – magt, maskerade og musik. » Hør programmet her

Hofteatret i tiden 1767-2017. 132 sider, hardback, rigt illustreret med grafisk design af Per Romerdahl. 100 kr. ved køb i Teatermuseet i Hofteatrets bogsalg. Kan bestilles til forsendelse på info [at] teatermuseet.dk; pris inkl. forsendelse 175 kr.

Hofteatret i tiden 1767-2017 er støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

» se mere om Peter Christensen Teilmann her.