Udstillingen No Quarter (Ingen nåde) viser taxidermiske skulpturer og kunstfotografiske værker af billed- og installationskunstneren Tune Andersen, kurateret til Hofteatrets 250 år gamle interiører, nicher og rum.
Tune Andersens taxidermiske skulpturer er enestående i Danmark. Han henter inspiration i den gamle videnskabelige metode – taxidermi – for konservering og identificering af dyrearter, som tilbage i 1800-tallet prægede private og offentlige udstillinger og raritetskabinetter, og som i de senere år har fundet nye udtryk i international kunst. Tune Andersen bruger både materialet og metoden til at skabe skulpturer, som vækker til eftertanke, og forholder sig til menneskelige – nådesløse – grundvilkår og maskespil. I en række fotografiske portrætter, som vises i Hofteatrets sidegange, arbejder Tune Andersen videre med iscenesættelsen. Den lettere groteske tone kan virke både udfordrende og pågående, men de stærkt bearbejdede fotografier er, ligesom skulpturerne, stemt med humor og fyldt med skønhed. Teatermuseet i Hofteatrets 250 år gamle labyrintiske rum fungerer som en magisk klangbund for hans meget specielle kunstværker.
No Quarter lægger sig ind i en række af udstillinger kreeret specielt til Teatermuseet i Hofteatrets helt specielle historiske atmosfærer og interiører – hvor scenografer, billedkunstnere og fotografer arbejder med forskellige former for iscenesættelse af mennesker, materialer genstande, der ikke i normal forstand forbindes med teater. Blandt de seneste har været udstillinger af Claus Rostrup, Christian Yde Frostholm og Lars Juhl.
Tune Andersen er repræsenteret i danske og udenlandske museumssamlinger og kunstinstitutioner som Statens Kunstfond, Museet For Fotokunst, Det Nationale Fotomuseum, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og Biblioteque Nationale de France. » Se portrætinterview med Tune Andersen her
I forbindelse med udstillingen lanceres kunstbogen No Quarter, som er udgivet med støtte af Bodil Pedersen Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.
No Quarter kan ses i Teatermuseet i Hofteatret 22. september – 19. november 2017. » læs webtekst om Tune Andersens værker her