Teatrets aktuelle Europahistorie har været tre år på rejse fra Warsawa over Teatermuseet i Hofteatret i København, videre til Wien, München, Ljubljana, Hanau og sidst på Victoria & Albert Museum i London – og nu er det slut. Historien om Europa fortalt af teatrene var noget så sjældent som en europæisk rejseudstilling med Teatermuseet i Hofteatret som medkurator, medproducent og medudstiller. En vituel rundtur i udstillingen kan ses » her
Frem til 3 september 2017 blev udstillingen vist i London på Victoria & Albert Museum. Forud for London og Hanau blev udstillingen vist i det slovenske kulturministerium i Ljubljana.
I sommerhalvåret 2015 kunne udstillingen ses og høres i Hofteatret. Udstillingen kom dengang direkte fra Warsawa og rejste siden til Wien og München. På Hofteatret her i København var udstillingen suppleret med en sektion om historiske teatre i Norden og deres betydning for samfundsudviklingen. Temaer som religion, krig og politisk magt er afspejlet meget direkte i den aktuelle teaterkunst i Norden og i Danmark. Det fortalte udstillingen i København også små eksempler på. » Læs direktør Peter Christensen Teilmanns tale ved åbningen her
Historien om Europa – fortalt af teatrene dykker ned i teatres og museers arkiver og fremviser et panorama over 2500 års europæisk teaterkultur. Udstillingen afspejler i en række temaer det europæiske teaterlivs fælles grundlag og fællestræk på tværs af lande og kulturer – fx religionen og teatret, samfundsforandringernes påvirkning af teaterarkitekturen, æstetikkens og teknologiens påvirkning af teaterkunsten, udviklingen af nationalstaten og den nationale selvforståelse sådan som det er reflekteret i teatret. Historien om Europa – fortalt af teatrene viser også, hvordan teaterkulturen gennem tiden har været en front runner i at bryde og krydse nationale grænser, og hvordan teatret har påvirket og stadig påvirker udviklingen af de politiske magt- og styreformer gennem tiden i retning af demokratiet. Også sektionen om krigens påvirkning af teatret og udtryk i teatret er ikke bare historisk relevant, men desværre mere aktuel end nogensinde. » Download udstillingens katalog her
Weekendavisen bragte 22.maj 2015 en helsides artikel om udstillingen, skrevet af Klaus Rothstein. » Læs Rothsteins blog-version her
DR P1 Kultur bragt onsdag 20. maj 2015 en walk'n'talk-reportage fra udstillingen » hør indslaget her (klik på indslaget kl. 15.38). Som musikalsk vignet bruges nogle sekunder af komponisten Hans Sydows kraft- og pragtfulde musikalske lydcollage over Struensees sidste nat på Hofteatret og hans grumme skæbne. » hør hele collagen, hvis du tør
Norden rummer udover Hofteatret en række velbevarede, men ofte ret utilgængelige historiske teaterbygninger af forskellig slags og typer. Alle indgår vi i den nordiske del af Den europæiske rute for historiske teatre. Da udstillingen blev vist i Hofteatret var den derfor suppleret af den hele sektion om de nordiske historiske teatre. I vores nordiske sektion fandt man bl.a. en meget fin – og kort – lydløs film fra Det Kongelige Teaters nu lukkede scenografiske værksteder på Holmen, hvor Bornholms Teater fik fremstillet rekonstruktioner af historiske bagtæpper og kulisser med sigte på at spille Holberg på ny på Rønne Teater.
Historien om Europa – fortalt af teatrene er organiseret af PERSPECTIV – Association of Historic Theatres in Europe, hvor Teatermuseet i Hofteatrets direktør, Peter Christensen Teilmann, var præsident 2013-15. Projektet er finansieret af EU's Kulturprogram, og er et af de største samarbejdsprojekter indenfor såvel teater- som museumsverdenen i de senere år, og et af de forbavsende få EU-kulturprojekter med central dansk deltagelse.