Tilbage til top

Teatermuseet

Bevar os vel!

Samlingspleje

For tiden kan man se et større udvalg af Teatermuseets nyerestaurerede samling af buster af forfattere og scenekunstnere fra midten af 1700-tallet til hen over midten af 1900-tallet – et væsentligt, men lidt glemt kapitel af både dansk scenekunst og dansk billedhuggerkunst.

Teatret ind i tiden

I forestillingen De Stuerene, der er historien om Dansk Folkeparti og havde premiere 4. februar på Mungo Park Kolding, går en af replikkerne cirka sådan her: "kunst er blevet et blødende sår på demokratiet og den kan ikke rumme virkeligheden". Det er der heldigvis mange modbeviser på fra teatrets side i disse år. Det kan være, at teater om samtiden og samfundet her og nu ofte kalder sig noget andet, men at den slags teater er der og har været der længe – hvis ikke altid til skiftende tider og i skiftende forklædninger – er uomtvisteligt. Det gælder rundt om på landets scener, på landsdelsscenerne, på egnsteatrene, på de små storbyteatre, på scenerne under Københavns Teater og hele vejen ind på Det Kongelige Teater. 

Om det handler om krig, kønsroller, politiske forhold, magtmisbrug, familieforhold eller andre ting, der rummer tabuer og tendenser i samtiden – teatret kan om nogen opfange og udtrykke det. Fx det at Danmark i de snere år flere gange har deltaget aktivt i internationale krigshandlinger og stadig gør det. Det er trods den massive mediedækning ikke altid lige erkendt i offentligheden. Teatret har til gengæld fra første færd grebet det ømtålelige emne i flugten og igen og igen givet det tankevækkende kunstneriske udtryk i de seneste år. Netop Det Kongelige Teaters opførelse af dramatikeren Christian Lollike fra Teatret S/H og Det Kongelige Teaters eget huskompagni Corpus' I føling – en krigsballet er et aktuelt og markant eksempel på det. Det samme er efterfølgeren om den aktuelle flygtningekrise, asylballeten Uropa.

En slags samtidsteater er altså det, der handler om de store samfundsanliggender og deres konsekvenser for dagligdagen. En anden slags samtidsteater er det, der dramatiserer det nære livs psykologi og dets indvirken på de større sammenhænge i samfundet. Og så der sådan noget teater, som fx Mungo Park Kolding har gjort til et helt repertoire. Det er teater om relativt politisk initierede emner, der umiddelbart synes umulige at omsætte til teater og i hvert fald til andet og mere end sort-hvid meningsteater: fx Rindsalismen, Yahya Hassan, Folkeskolekolereformen og nu altså simpelthen et politisk parti, Dansk Folkeparti.

Henrik Lyding skrev i sin anmeldelse i Jyllandsposten: "Dette er en usædvanlig forestilling i det danske teaterlandskab, hvor rigtige meninger står som rejer i trængsel. Så ros til Mungo Park Kolding for at turde gå mod strømmen og med De stuerene tegne et vittigt og overrumplende portræt af såvel Dansk Folkeparti som dets mange godhjertede modstandere". Jakob Steen Olsen skrev i Berlingske: "Det fine ved Mungo Park Koldings forestilling er, at man kan læse sig selv ind i den, uanset hvor man måtte befinde sig på den politiske skala. Og, hvem ved, måske oven i købet tænke sig lidt om?"

Jeg så også premieren – og jeg havde Halfdan Rasmussen i hovedet, sådan her:

Dagen før premieren på De stuerene havde jeg holdt foredrag om Halfdan Rasmussen for en lille sal fyldt med kloge og hjerteglade seniorsygeplejersker i Hillerød. Torsdag aften sad jeg så blandt publikum i Mungo Park Kolding til premieren.

I Hillerød snakkede vi om Halfdans evne til gå ind i sin tid og udtrykke det tidløst vigtige om fx det at være ramt af en eller anden form for social udkantsliv. Jeg sagde til dem, at selv om jeg gik siger og skriver 50 m fra indgangen til Krudthuset, da det ulykkelige skete i februar 2015 (og fik et lille, men langtvarende chok på mine egne, familiens og omgivelsernes vegne), så blev jeg ved at vende tilbage til noget af det Halfdan skrev i 1949 om at være fattig arbejdsløs i 1930'erne, men som kan gælde så meget og mange, der føler sig isoleret, lver i en social eller økonomisk randzone og er holdt udenfor: "Det ville have været unaturligt, om han ikke var kommet i opposition til den verden, han levede i".

Her til premieren på De stuerene sad jeg og tænkte på det samme citat. Hvorfor? Fordi forestillingen balancerede det politiske udkantsliv i sjov og alvor mellem vredes- og vækstpunkter, som ikke er nogen fremmed. Humanismens bedrevidenhed fik en på hatten, humanismens nødvendighed blev antydet i samme dramaturgiske greb. Og kunsten det samme. En af mange stemmer, en af mange forskellige replikker var altså denne: 'kunsten er blevet et blødende sår på demokratiet, og den kan ikke rumme virkeligheden'. Hatten af for Mungo Park Kolding for hele tiden at gå ind i tiden, rumme virkeligheden og sætte den på scenen. 

Der er ikke noget nyt i, at teatret tager her-og-nu, altså samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og sætter dem på scenen, for at give dem dramatisk udtryk og vække til debat på andre vilkår end de støjfyldte, som den offentlige debat bygger på. Den slags kunstpraksis er virkelig virkelighedsopløftende.

PS. Der er heller ikke noget nyt i, at museumsverdenen tager samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og laver udstillinger om dem, der gerne må vække til debat. Det sker mere og mere i disse år, og det offentlige Danmark opfordrer i stigende grad til det. Hvor teatret måske kan siges at have mod til at fange nutiden på nutidens præmisser, da er det museets mulighed at give nutiden og teatrets nutid historisk perspektiv. Hvorfor? Vi bliver klogere på nutiden gennem historien, og vi forstår måske historien bedre på dens egne betingelser, hvis vi har noget i nutiden at sammenligne med og gå ud fra. 

Sider

Abonnér på RSS - Teatermuseet